Johanne Schmidt-Nielsen indvier butik i Skanderborg
Red Barnets generalsekretær er med, når Red Barnets genbrugsbutik i Skanderborg på fredag genåbner i nye og større lokaler
Skanderborg Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen er med, når Red Barnets genbrugsbutik, Barnets Butik, på fredag 30. august kl. 11.00 indvier sin nye og større butik i Adelgade 60. Frivillige har i månedsvis arbejdet på at gøre klar til indflytning i genbrugsbutikken, som før lå på Adelgade 55.
"Det er dyrt at etablere sig som børnefamilie i Danmark. Børn vokser hurtigt ud af deres tøj og fra deres legetøj. Vores genbrugsbutikker giver børnefamilier mulighed for at få godt tøj og legetøj meget billigt, og så går pengene til et godt formål. Jeg er så taknemmelig for de frivilliges store indsats i genbrugsbutikken, som i sidste ende giver os mulighed for at redde, beskytte og styrke endnu flere af de børn, der har det allersværest – både herhjemme og ude i verden," siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, i en pressemeddelelse
Med til flyttefesten i genbrugsbutikken er også viceborgmester i Skanderborg Kommune, Frank W. Damgaard.
Hjælp til dårligt stillede børn
Red Barnets genbrugsbutik er indrettet således, at lokalerne også kan bruges til andre af Red Barnets frivillige sociale aktiviteter, for eksempel organisationens familieoplevelsesklubber.
Konceptet for Red Barnets genbrugsbutikker er 'barn til barn'. Det betyder, at familier kan aflevere deres børns brugte tøj, legetøj og udstyr og give det videre på en god måde. Andre børn kan få glæde af tøjet til en fornuftig pris.
Overskuddet fra butikkerne går til arbejdet for at hjælpe de dårligst stillede børn lokalt, nationalt og internationalt. Det betyder, at genbrugsbutikken er med til at støtte de lokale projekter for udsatte børn i Skanderborg.
"Vi glæder os rigtig meget til at vise vores nye børnebutik frem for alle store som små. Vi har inviteret flere børnehaver med til åbningsfesten, og der vil være forskellige aktiviteter for børnene i løbet af dagen," fortæller butiksleder Pia Leig Pedersen.
-bo