Fortsæt til indhold

Kattegatcentrets økonomi har direkte kurs mod afgrunden

Norddjurs borgmester Jan Petersen appellerer kraftigt i et fælles brev til tre ministre "om yderligere initiativer, der kan hjælpe Kattegatcentret med de ødelæggende indtægtstab"

Samfund
Lars Norman Thomsen

TURISME Coronakrisen har ramt Kattegatcentret alvorligt på pengepungen, som mange andre virksomheder, der lever af turister.

Det fremgår af et brev, som Norddjurs borgmester Jan Petersen (S) har sendt til tre ministre og partifæller, Erhvervsminister Simon Kollerup, Finansminister Nicolai Wammen og Kulturminister Joy Mogensen.

Regeringens hjælpepakker holder ikke i tilstrækkelig grad hånden under Kattegatcentret, noterer Norddjurs borgmesteren i brevet.

"Det betyder, at vi ser ind i dramatiske underskud i 2020 og Kattegatcentret er dermed grundlæggende truet på sin eksistens, hvorfor Kattegatcentrets Drifts- og Ejendomsbestyrelse bakker fuldt op, om denne henvendelse."

Betydeligt indtægtstab

Et muligt regnestykke for Kattegatcentret kan i værste tilfælde komme til at se sådan ud:

  • 1. april 2020 til 30.juni 2020: 4.890.246 kr.
  • 1.juli 2020 til 31. august 2020: 4.830.600 kr.
  • 1.september 2020 til 31.december 2020: 1.167.400 kr.
  • Tab i alt 10.888.246 kr.

"Sådanne vurderinger er selvfølgelig behæftet med stor usikkerhed, men uanset hvilke forudsætninger der anvendes, er det en kendsgerning, at Kattegatcentret vil tabe væsentlige indtægter i 2020 og en snarlig genåbning vil alene reducere tabet, men på ingen måde give mulighed for at indhente væsentlige dele af tabet resten af året," anfører Jan Petersen.

Den statslige støtte - beregnet ud fra første udmelding omkring hjælpepakker - dækker sammenlagt 2.271.073 kroner af omsætningstabet.

Hertil kommer, at Kattegatcentret har reduceret i den sæsonbestemte bemanding, og at der desuden er omkostninger, som ikke skal betales grundet manglende omsætning.

Det skønnes sammenlagt til at udgøre 2.071.537 kroner.

Det samlede nettotab - alt andet lige - på omsætning udgør således 6.545.636 kroner.

Ovenstående resulterer i et forventet underskud i 2020 på 5.562.636 kroner.

"Norddjurs Kommune har garanteret lån i Kattegatcentret for 21 millioner kroner, og de vil i tilfælde af lukning skulle udbetales," bemærker Norddjurs borgmesteren til sine partifæller i regeringen.

En mulighed, der bliver aktuel, jo længere der går, før Kattegatcentret er oppe i omdrejninger igen.

Afledede effekter

Udover den direkte og kraftige virkning på Norddjurs Kommunes økonomi vil en lukning smitte kraftigt af på en væsentlig del af den lokale økonomi, som 150.000 årligt besøgende i Kattegatcentret bidrager til.

"Turisme og oplevelse er som bekendt en væsentlig erhvervsaktivitet på Djursland og tilstedeværelsen af attraktioner som Kattegatcentret har stor betydning for, at turister vælger Djursland og at rigtig mange gæster besøger området også på dagsbasis," skriver Jan Petersen, der også fremhæver Kattegatcentrets betydning for flere lokale virksomheder og som ankerpunkt for videns- og forsknings-samarbejde med både danske og udenlandske universiteter.

Lahn på banen

Det lokale folketingsmedlem Leif Lahn Jensen (S) er gået i brechen for Kattegatcentret.

"Jeg vil nu tage fat i diverse ministre for at sikre, at de kender situationens alvor, både hvad angår Kattegatcentret men også de fleste andre dyreparker, som vi jo har nogle stykker af på Djursland."

"Det her er et meget alvorligt problem for Kattegatcentret, både nu men også i fremtiden. De har handlet ansvarligt siden Covid-19 brød ud, og står i en situation, hvor vi er nødt til at lytte til dem og hjælpe dem.”