Sprogforbistring

præsteklumme Jeg har misforstået en mail. Jeg har også selv sendt mails, som er blevet misforstået. Nogle gange fordi jeg ikke havde formuleret mig præcist nok. En anden gang manglede der smileys. Store bogstaver opleves af nogle, som om man råber, for andre er det bare en måde at understrege noget på. Man skal virkelig vare sig for, hvordan man udtrykker sig på skrift. Det afhænger ikke kun af det, jeg skriver, men også af den som læser det. Det er lidt bedre, når man sidder over for hinanden og taler. Så er der en tone i stemmen, eller der er øjenkontakt og kropssprog, som understreger det, man gerne vil stige. Allerbedst er det i virkeligheden, hvis sproget også ledsages af handling. Lige fra det forsigtige smil til tilbuddet om at slæbe nogle flyttekasser.

Pinsefortællingen er en fortælling om ord og sprog og forståelse. Disciplene har lukket sig inde i et hus. De har afsondret sig fra verden. Men pludselig blæses døren op og de fyldes af ånd og mod og bliver ildsjæle, der fortæller løs om en kærlighed så ufattelig, at den sprænger alle grænser. Det foregår på alle mulige sprog, sådan så alle hører det på lige præcis deres modersmål. Det var et sprogunder.

Modersmålet er det sprog, vi er helt fortrolige med. Hvis vi tænker tilbage, var det det, der betød noget for os, da vi var børn: At det sprogunder kunne ske, at vi, ud fra det, vore forældre sagde til os, forstod, at vi var elskede. At gløden og varmen fra deres kærlighed kunne forplante sig til os gennem ganske få ord og som ved et trylleslag fjerne enhver barriere og følelse af forladthed. Og at ordene var ledsaget af handling.

Mails er gode nok. Men når vi rigtig skal forstå, så skal der mere til. Pinse er en opfordring til at turde bruge alle de sprog vi kender: dansk og jysk, hjælpsomhedens sprog, omsorgsfuldhedens sprog og i det hele taget et væld af alle kærlighedens dialekter. Glædelig pinse!