Præsteklumme: Tak Susse

præsteklumme Min første ven i livet var Susse.

Vi boede ved siden af hinanden og legede sammen hver eneste dag. Det var sådan en uskreven regel. Når vores forældre var taget på arbejde, og barnepigerne ankommet, ringede vi alligevel sammen, og spurgte: "Kan du lege?"

Svaret var: "Ja!" Altid.

Susse er med i langt de fleste af mine barndomsminder.

Vores familier var tætte, og sammen med en tredje familie på vejen samledes vi om både hverdag og fest.

Alle børn og voksnes fødselsdage blev fejret. Ingen begivenhed var for lille til en sammenkomst.

Susse og jeg delte en fælles passion for store fortællinger. Hendes var måske af en mere romantisk art. Vores største helte var personer som Robin Hood, Ivanhoe, Dick Turpin og Sølvpil – alle med en vis retfærdig harme over for det etablerede system og med sans og hjerte for det undertrykte og oversete.

Når rollerne skulle fordeles, endte Susse oftest med at være enten Lady Marion, Lady Rowena, Swiftnick eller Månestråle – det var vist noget med det lange, lysere hår og en trang til at klæde sig ud i kjoler.

Men man måtte gerne blive beskidt undervejs.

Dér i vores barndoms Sherwood-skov – forklædt som baghavens klitter med vildtvoksende marhalm og hybenbuske at gemme sig i og bag – fik vi timer til at gå med uendelige rollelege, kredsende omkring kampen mellem godt og ondt. Altid kæmpede vi skulder ved skulder og på den rigtige side.

Da vi begynder i skole, får vi også andre venner. Og vi får flere forskellige interesser, udvikler os i det hele taget i hver sin retning. Og selvom vores familier stadig er tætte, og vi stadig mødes jævnligt, så ses vi ikke længere bare os to. Men venner vil vi altid være. Og en vigtig del af hinandens historie. Med et særligt blik for hinanden. En fælles rød tråd i det vi beskæftiger os med i dag, som fæstner sig langt tilbage i barndommens univers.

Da jeg på et tidspunkt som ung voksen er i en svær periode med tvivl og usikkerhed, får jeg pludselig en gave af Susse. Det er tre bøger. Josefine Ottosens fantasy trilogi om Mira, der kæmper med at finde ud af, hvem hun er, og hvilke sider i sig selv, hun skal bruge og fremelske. Susse skriver et kort til mig om de helte, vi alle sammen har brug for at spejle os i og hente inspiration hos. Og at vi hele tiden kæmper en kamp mellem det gode og det onde – også i os selv. Både bøgerne og kortets budskab sammen med hele den fælles fortælling, som Susse og jeg bærer sammen, er jeg ofte vendt tilbage til. Fornemmelsen af ganske tidligt at være blevet dannet af noget, som du kan vende tilbage til og læne dig op ad – også selvom det ind imellem sker ganske ubevidst.

Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde fik sagt ordentlig tak for gaven. Husker vi i det hele taget at sætte pris på vores venner og få sagt ordentlig tak for alle de gode minder, for fællesskabet og for samhørigheden og for den kæmpe store gave det er at have en ven at dele hverdagen og de største øjeblikke med?

Venner, der gør os livsduelige. Der danner, udfordrer og ser os og giver os en følelse af at høre til, at være kendt og at kende. Venner at dele oplevelser, drømme og idealer med og som er med til at gøre os til de mennesker, vi er.

Tak Susse.