Plan: Gellerup får en dansk højskole
Nystiftet forening med kendte aarhusianere arbejder på at etablere dansk folkehøjskole i Gellerup
Om alt går vel, står en dansk folkehøjskole klar til at åbne i Gellerup i 2025.
Der er blevet dannet en forening med kendte aarhusianere i spidsen, som vil arbejde for at etablere højskolen midt i Gellerup, hvor der bor over 80 nationaliteter.
Foreningens tanke er, at en ny-tolkning af den klassiske danske grundtvigske folkehøjskole - placeret midt i Gellerup - vil kunne noget helt særligt.
"De første folkehøjskoler var en central byggesten i skabelsen af det danske demokrati, og bestyrelsen tror på, at man kan revitalisere den brobygning og fælles handlekraft i Gellerup, hvor skolen vil være placeret mellem mere end 80 nationaliteter, et hav af kulturer og livstolkninger," skriver den nye forening i en pressemeddelelse.
Foreningens ambition er at danne Gellerup Højskole som en klassisk dansk folkehøjskole, hvor den helt centrale målgruppe vil være unge mellem 18 og 25 år i tiden mellem ungdomsuddannelsen og den videre uddannelse. Den kommende højskole skal ideelt samle 120 højskoleelever på de lange hold og danne ramme om ugekurser, konferencer og et bredt folkeligt og udadvendt liv i bydelen.
De første tanker om at skabe et folkeligt mødested i Gellerup udsprang i en samtale mellem Gellerup Kirke og Aarhus kommune. Det fælles ønske er at skabe et mødested, samtalested og fristed midt i området.
På den stiftende generalforamling konstituerede Gellerup Højskole sig med Rani Hørlyck som bestyrelsesformand og Michael Svarer som næstformand. Prodekan Anne Marie Pahuus, direktør Natasha Al-Hariri, skoleleder Torben Dreier, leder af Grundtvig-Akademiet Ingrid Ank, børneudviklingsansvarlig i AGF Mahmoud Dirawi, byrådsmedlem Hans Skou, biskop Henrik Wigh Poulsen, den lokal iværksætter Paw Simon Krogh, folketingspolitiker Jens Joel og imam Naveed Baig er menige medlemmer.
"Jeg ser meget frem til at arbejde sammen med den flok spændende mennesker, som har engageret sig i bestyrelsen, og jeg tror på, at vi sammen kan nå langt," siger Rani Hørlyck.
jr