Fortsæt til indhold

Idrætsforeninger sætter gang i udendørs aktiviteter

Alt fra zumba til tennis og karate dyrkes med stor begejstring udendørs med ekstra afstand

Samfund
Arkiv

SYDDJURS Flere og flere idrætsforeninger i Syddjurs Kommune har efter åbningen af udendørsidrætten genoptaget deres aktiviteter på nye måder.

"Det er en stor glæde at se, at foreningerne i Syddjurs stod på spring for at sætte deres aktiviteter i gang igen. Rigtig mange har savnet deres idræt og fællesskaberne i foreningerne, så der skal lyde en stor ros til alle de aktive foreninger, som gør en imponerende indsats for at tilpasse aktiviteterne til de nye retningslinjer," siger formand for Udvalget for plan, udvikling og kultur Riber Hog Anthonsen.

Begejstrede medlemmer

Tennis, karate, outdoor fitness og zumba. Det er blot nogle af de mange aktiviteter, som foreningerne indenfor den seneste uge har genoptaget. Både trænere og medlemmer er begejstrede.

"Vi hører fra rigtig mange af vores medlemmer, at de savner deres træning og fællesskabet i TRIF Fitness i Rønde. Så da jeg fik en mail fra DGI, at der nu var åbnet for outdoor fitness, satte vi straks gang i udeaktiviteterne," siger formand for TRIF Fitness Mette Bro Lindblad.

Allerede første uge havde de outdoor zumba og andre udendørs fitness hold. Genåbningen af udendørsidræt har også medført et samarbejde med VIA University College i Aarhus, hvor to studerende skal hjælpe foreningen i gang med udendørs træning for de mange seniorer.

Kommunal hotline

Foreninger kan få sparring eller inspiration til at komme i gang på kommunens idrætshotline på tlf. 3062 1249 eller per mail til kwda@syddjurs.dk. Hotlinen betjenes primært af Kathrine Dalgaard, der er Syddjurs Kommunes udviklingskonsulent på idrætsområdet.