Sommerens mange valg
klumme Sommer og sol, varme og glade timer.
Da vi var børn, regnede det aldrig i sommerferien. Minder kan hurtigt farve historien lys og venlig, for jeg husker også mange gange som lille dreng, hvor vi sad og kiggede ud af vinduet i sommerhuset 'Solsikken' og ventede på tørvejr.
Sommertiden er dog altid en tid med forventninger. Hvad bringer ferien, hvor skal vi hen, eller har vi overhovedet råd til at gøre noget som helst. Hvad siger jeg i skolen eller til kollegerne?
For mange er sommertiden fyldt med usikkerhed, valg og omvæltninger både for unge og deres familier.
Fortsætte eller på efterskole, læreplads, gymnasium, videregående uddannelse, sabbatår med arbejde og måske en lang dannelsesrejse.
Hvor er jeg glad for i stedet at nærme mig pensionen.
Forandringer og valg består også i, at nogle måske skal flytte hjemmefra og finde ud af at leve alene (også forældrene).
Presset på de unge er stort. Forventningerne er tårnhøje fra forældre, samfundet og dem selv. De unge føler sig bundet af forventninger, bundet lige her, hvor de skulle være frie fugle, se livets skønhed i ungdomsårene, tiden, hvor de ikke længere og endnu ikke er bundet af familie.
Det kan være svært at finde sig selv i alle disse forventninger, for det er jo også her, de begynder at finde partner for livet, binde sig til et menneske, som de selv vælger, binde sig til en livsvej med arbejde.
Mange unge får stress. Ikke fordi de ikke er dygtige nok, arbejdsomme nok, men fordi de har svært ved at finde sig selv i alle disse vigtige valg.
Mange vælger så 'et fjumreår eller to', et sabbatår eller to, for at prøve at finde vej gennem alle disse vigtige valg.
Jeg tror, at samfundet og den enkelte vinder rigtig meget ved, at de mange unge, som ikke lige har fundet 'vejen' gennem livet, at de laver noget andet i et eller flere år.
De lærer rigtig meget om arbejdsmarkedet og samfundet, at være de nederste i systemet, komme ud at opleve noget andet. De ligger ikke samfundet til last, de tjener deres egne penge, sparer op til deres dannelsesrejser og deres uddannelse.
De får vigtige erfaringer, som senere er til gavn for dem selv og deres arbejdsplads. Samfundet (meningsdannerne) mangler i høj grad at vise respekt for de unge, der tager disse valg.
Uanset, hvilken vej de unge vælger, så er det dem, der kan og skal bære samfundet i fremtiden, og så må vi håbe og bede til, at vi har givet dem et godt fundament i livet, som de kan bygge videre på.
Vores opgave er at støtte dem, når de har brug for det, og fortælle dem, at vi stoler på og elsker dem uanset, hvad de vælger for en vej.
Der er brug for alle, stor eller lille uddannelse, der er brug for dem som mennesker.
De er som vi skabt og elsket af Gud, villet af Gud. Lønnen kan være forskellig, men vælg nu den vej, som I gerne vil, hvis det er muligt.
God sommer til alle.