Millioner til byens foreninger og fritidsliv
20 aarhusianske foreninger med videre får milliontilskud til nye faciliteter og renovering
Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad har netop uddelt 4,7 millioner kroner til byens forenings- og idrætsliv. Pengene går blandt andet til investeringer i energibesparende tiltag.
20 ansøgere fra forenings- og fritidslivet får tilskud til nye faciliteter samt til ombygning, modernisering og renovering af eksisterende faciliteter.
”Det er dejligt, at vi kan give foreningslivet et tiltrængt løft. Vi trænger til flere opdaterede og nye faciliteter. Jeg ser frem til, at de tilskud, vi nu giver, kan danne ramme om sunde og aktive fællesskaber samtidig med, at vi også gør noget for miljøet,” siger rådmanden i en pressemeddelelse.
Flere af foreningerne har søgt om tilskud til energibesparende tiltag, der kan få et tilskud på op til 70 procent af anlægsudgiften. Øvrige ansøgninger kan få tilskud på op til 50 procent.
Pengene i anlægspuljen fordeles i samråd med Idrætssamvirket og Århus Ungdommens Fællesråd. Ideen med anlægspuljen er, at der er tale om en fælles indsats mellem forenings- og fritidslivet og kommunen. Projekterne skal som udgangspunkt være afsluttet indenfor to år.
jr