Salling køber 301 butikker og runder 60.000 ansatte
Efter opkøb har Salling Group næsten 700 dagligvarebutikker i Polen
Salling Group har købt den britiske detailkoncern Tescos polske aktiviteter, som omfatter 301 dagligvarebutikker og to distributionscentre med cirka 7.000 ansatte.
Den danske butiksgigant med hovedsæde i Aarhus har i forvejen 386 Netto-butikker i Polen, som er koncernens største vækstmarked. Når handlen som forventet bliver godkendt af konkurrencemyndighederne, går Salling Group i gang med at omdanne Tesco-butikkerne til Nettos nye koncept.
"Vi glæder os til samarbejdet med alle vores nye kolleger, og de polske kunder kan glæde sig til moderne butikker med attraktive indkøbsoplevelser. Vi ser frem til at opbygge et samlet team på tværs af de to virksomheder, og vi planlægger at bruge mere end halvanden milliard kroner på at konvertere de nuværende Tesco-butikker," siger Salling Groups administrerende direktør Per Bank i en pressemeddelelse.
Salling Group betaler cirka 1,5 milliarder kroner for Tesco-aktiviteterne i Polen.
"Jeg er særdeles tilfreds med aftalen. Vi konsoliderer Nettos tilstedeværelse i et voksende marked og leverer dermed på vores koncernstrategi. Med overtagelsen af Tesco Polen fordobler vi vores forretning i Polen, og vi bliver en betydelig aktør på et af Europas største markeder."
"Fundamentet for, at vi kan foretage et så stort og strategisk vigtigt opkøb, er, at vi driver en sund og solid virksomhed. Covid-19 skaber en naturlig usikkerhed, men vores forretning står stærkt og gør os i stand til at handle, når den rette mulighed opstår," siger Per Bank.
Netto Polen åbnede i 1995 sin første butik i Szczecin og har i dag godt 5000 medarbejdere. Inden opkøbet beskæftiger Salling Group over 53.000 medarbejdere i Tyskland, Danmark og Polen og driver over 1.400 butikker, der dækker blandt andet discountbutikker, supermarkeder, hypermarkeder, stormagasiner samt en online-forretning i Danmark.
jr