Ingen ved, om raskmeldte personer fortsat smitter med covid-19
Forsker på Aarhus Universitetshospital i Skejby er overrasket over, at andelen af raskmeldte, der bliver testet positive igen, er så stor
Noget tyder på, at man ikke kan være helt sikker på, at personer, der har været ramt af corona, ikke kan smitte igen, efter de er blevet meldt raske. For tal fra Aarhus Universitetshospital i Skejby viser, at omkring 20 procent af 200 testpersoner er blevet positiv for coronavirus, mindst fire uger efter de blev erklæret raske.
Det skriver TV2 Nyhederne.
Det overrasker forskeren, der står bag prøverne.
"Vi er ret overraskede over den høje andel, der fortsat er positive. De her prøver er foretaget mindst fire uger efter, at personerne er blevet meldt raske, og derfor forventede vi ikke, at så mange stadig havde virus i kroppen," siger han til TV2 Nyhederne.
Det er dog ikke sikkert, at de testede personer stadigvæk kan smitte, selvom de fortsat bærer virussen, slår forskeren fast.
"Det er vigtigt at påpege, at vi ikke har data, der tyder på, at de her deltagere har smittet nogen eller er smitsomme. Så længe vi ikke har det, mener jeg ikke, der er grund til at ændre den måde, vi håndtere raskemeldte personer," sger han til TV2 Nyhederne.
Alligevel går hospitalet i det nordlige Aarhus nu igang med at kontakte de testede personer for at høre, om nogen i deres omgangskreds er eller har været syge med corona.
jwh