Masser af solceller på vej til Estruplund
Ansøgning omfatter arealer på godt 146 hektarer ved Estruplund
ESTRUPLUND Der ivæksættes nu en VVM-redegørelse for et projekt for opstilling af et solcelleanlæg på 146,2 hektarer landbrugsjord ved Estruplund i den vestlige ende af Norddjurs Kommune.
Det er Copenhagen Green Energy A/S, der har ansøgt om tilladelse til etablering og opstart af planlægningen af en solcelle park fordelt på to områder ved Estruplund.
Områderne er på henholdsvis omkring 107 og 39,2 hektarer.
Miljø-påvirkning
Kommunalbestyrelsen fulgte forvaltningens indstilling om, at der skal foretages en VVM-redegørelse, da projektet må antages at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet.
Det er hovedsageligt påvirkning af de visuelle forhold, både rent landskabeligt og ved de nærmeste naboer samt støj og spredningsmulighederne for krondyr, der ønkes miljøvurderet.
Arealet ligger inden for kystnærhedszone i et område, der er udpeget til henholdsvis værdifulde landskaber og geologisk bevaringsværdigt landskab. Desuden ligger det inden for skovbyggelinjen.