Fodbold blev til maskespil
Falcks røgdykkere blev testet på en helt ny måde
"Tager du lige hjertestarteren med ind?"
Det lød alvorligt, men det blev sagt med et grin, da en flok brandmænd forleden aften dukkede op ved Rønbækhallen i Hinnerup sammen med et ambulanceberedskab.
Men det var kun en test - af brandmændende hos Falck i Hinnerup.
"Ja, det er første gang, vi prøver det på denne måde," siger brandstationsleder Jørgen Mundt, mens han ser sine brandmænd iføre sig apparater med 1.800 liter komprimeret luft på ryggen og maske for ansigtet for derefter at kravle ind på den lille boldbane omgivet af bander.
Nu skal der spilles fodbold.
"Vi skal lave 12 øvelser om året bestemt af Beredskabsstyrelsen. Denne her skal teste fysikken. Så nu skal de presse sig selv, så tjekker vi luftforbruget bagefter. Det giver så en indikation for, hvor god den fysiske form er hos den enkelte."
Tidligere har brandmændene øvet sig ved at bære på dukker eller gå op og ned ad bakker i skoven, men nu skal der være leg med i øvelsen.
"Vi tror, at når man leger samtidig, presser man sig mere. Så bliver billedet mere reelt," siger Jørgen Mundt.
Flaskerne på ryggen kan give en brandmand under pres cirka en god halv times luft. Der bruges 50-60 liter i minuttet.
På bænken udenfor banen sidder ambulancebehandleren med sin hjertestarter. Og det er ikke kun en joke, for brandmændene får også testet deres puls efterfølgende.