Fortsæt til indhold

Pavillonen åbner igen efter Corona-lukning

Bandet Cody åbner ballet den 25. juni med den første koncert på Pavillonen efter måneder uden arrangementer

Samfund
Arkiv

GRENAA Landet er så småt ved at ligne sig selv igen, og det betyder, at Pavillionen også igen kan sætte koncerter på programmet.

"Det har været en meget speciel tid og dejligt nu at være i gang igen," udtaler en glad Jesper Jul, direktør i Pavillonen.

Første koncert på programmet bliver med Cody, der spiller 25. juni med et begrænset antal tilhørere.

En vild Corona-tid

"Jeg har aldrig før prøvet at få virksomheden lukket af statsministeren kl 20.30 om aftenen. Det skete 11. marts midt under en koncert og workshop med Søren Andersen, der i jo i sagens natur var intetanende, før den sidste solo var spillet til koncerten. Derefter har Pavillonen været lukket i tre måneder, hvilket har været utroligt underligt for både personale og vores mange daglige brugere og koncertgængere. Det er normalt en meget travl periode med super meget aktivitet – hvor der i stedet har været helt stille," siger Jesper Jul om den lange tid mellem seneste koncert og den nu fastlagte koncert med Cody.

De har på Pavillionen brugt tiden på at flytte de tvangsaflyste arrangementer til nye datoer i efteråret og næste forår, så mange af arrangementerne kommer forbi Grenaa.

Kært barn, mange navne

Kvartetten Cody, der spiller 25. juni, har netop udgivet deres syvende album 'Win Some'.

"Codys altid stærke melodier svæver, hakker og vendes på hovedet i et filmisk, både poetisk og råt lydunivers. Lytteren kommer langt omkring med hylende guitarer, opklippede klaverfigurer, improviserede strygereventyr og fuldfed bas," står der i pressemeddelelsen.

Cody er første band på scenen i Pavillionen efter corona-lukningen. Foto: Christian Klintholm

Siden debuten i 2009 er Codys lyd blevet kaldt post-folk, post-rock, country, crooner, indie med mere. Kært barn har mange navne. Selv ser de fire faste medlemmer Line Felding, David Fjelstrup, Frederik Thybo og Kaspar Kaae sig som et rockband med en plan for livet. De vil blive ved med at udfordre sig selv og publikum med musik, man har lyst til at blive ved med at vende tilbage til.