Fortsæt til indhold

Favrskov tre pladser op i erhvervsanalyse

Dansk Byggeris årlige erhvervsanalyse hiver Favrskov op til syvendeplads

Samfund
Arkiv

Målt på 30 forskellige parametre, så ligger Favrskov rigtig godt i Dansk Byggeris nye erhvervsanalyse.

Ud af 98 kommuner blev Favrskov Kommune nummer syv, mod en tiendeplads sidste år.

Der måles på alt fra skatter og afgifter til sagsbehandlingstider, investeringer i offentlige bygninger og mange andre forhold på erhvervsområdet.

Borgmester Nils Borring (S) hæfter sig ved, at dette års flotte resultat er opnået på trods af en hård vurdering af kommunens byggesagsbehandlingstider. Det er ikke første gang, de bliver vurderet hårdt, hvilket ikke er uvæsentligt, fordi det er den parameter, der betyder mest for den samlede placering i analysen.

Dansk Byggeris Erhvervsanalyse. Tallene for de seneste to års resultater i Østjylland.

"Vi har gennem længere tid haft et stort fokus på at nedbringe byggesagsbehandlingstiderne, og det arbejde er vi godt i gang med. Vi har i år ansat flere medarbejdere til byggesagsbehandling, og det har betydet, at vi nu foreløbigt har barberet cirka fire uger af sagsbehandlingen. Analysen fra Dansk Byggeri bruger imidlertid tal fra 2017, som ikke tager højde for det arbejde, vi har gjort. Derfor er det ekstra flot, at vi klarer os så flot samlet, og jeg kan love, at vi fortsat arbejder målrettet på at forbedre sagsbehandlingstiderne," siger Nils Borring.