Fortsæt til indhold

Vil Socialdemokratiet mon genoverveje letbanens etape 2?

Gad vide om der er noget, som kan få Anders Winnerskjold og Jacob Bundsgaard til at ændre deres klippefaste tro på, at en letbane etape 2 er det eneste rigtige for Aarhus, spørger Claus Krogh

Samfund
Arkiv

I sidste uge offentliggjorde transportminister Benny Engelbrecht (S) sammen med Region Sjælland en analyse af, hvorvidt det kan betale sig at udskifte nogle nedslidte regionaltog på Sjælland med BRT-busser - også kendt som tog på gummihjul.

Analysen havde ikke som sådan noget med letbane-udvidelsen i Aarhus at gøre - og så alligevel. For i forbindelse med analysen udtalte trafikministeren, at han håbede, at den kunne inspirere andre kommuner, herunder Aarhus, der havde planer om at lægge nye skinner for at droppe togskinnerne og i stedet satse på BRT-busser.

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen tilbød ydermere, at Venstre ville bakke op om et særligt statsligt tilskud, hvis Aarhus valgte en BRT-løsning fremfor at lave en anden etape af letbanen.

Det har ikke noget med Aarhus at gøre, fortalte borgmester Jacob Bundsgaard (S).

Han havde åbenbart været i dialog med transportministeren og af samme fået at vide, at analysen altså alligevel ikke var noget, som Aarhus skulle bruge i overvejelserne omkring en eventuel ny letbanestrækning til Hinnerup og Brabrand på trods af, at det netop var det, trafikministeren havde udtalt.

På denne plads tilbage i september 2019 skrev jeg en kommentar om, at Socialdemokraternes politiske ordfører i byrådet, Anders Winnerskjold, der, på trods af at letbanen er lysår fra egne forudsigelser om antallet af passagerer, stadigvæk troede på letbanen som den eneste saliggørende løsning. I kommentaren satte jeg spørgsmålstegn ved, om det er nok at tro på letbanen.

Gad vide om der er noget, som kan få Anders Winnerskjold og Jacob Bundsgaard til at ændre mening - eller om de er så klippefaste i deres tro på, at en letbane etape 2 er det eneste rigtige for Aarhus, at de begge er ganske uimodtagelige for fakta og argumenter, som ikke understøtter deres tro på etape 2? Indtil videre er det ikke lykkedes de to at fremlægge tungtvejende argumenter, som beviser, at letbanens etape 2 vil blive en meget større succes end etape 1, der som bekendt halter endog ganske langt efter trafikmålene.

Det ville være opløftende med en lidt mindre trosbaseret diskussion om et projekt til flere milliarder kroner. For slet ikke at tale om en snak om, hvordan de penge kunne anvendes på andre kollektive transportløsninger i Aarhus Kommune end endnu mere letbane.

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende chefredaktør