Præsteklumme: Samfundssind i en coronatid

præsteklumme Gad vide om der findes et eneste menneske, der kan opfylde betingelserne for at blive discipel hos Jesus. Den tanke får man, når man læser teksten til på søndag (Lukas 14,25-35). Her får vi at vide, at ingen kan være hans discipel uden at give afkald på alt sit eget. Efterfølgelsen af Jesus har en høj pris, hvis man skal tage ham på ordet. Jeg er sikker på, at verden ville gå i stå, hvis vi mennesker satte alt til side for at følge Jesus.

Men er evangeliets radikale ord da meningsløse, og har de ikke noget at sige os i dag? Måske handler de om, at vi skal holde op med at se os selv som centrum for alting. Eller vi kan spørge: hvad er det gode kristne liv, i efterfølgelse af Jesus i vores moderne samfund anno 2020?

Det må være noget med at tage ansvar for hinanden, at udvise næstekærlighed. Samfundssind! At tage hensyn til hinanden er en variant heraf, og det vi har vi gjort her i coronatiden, ved at holde afstand. Når vi tager hensyn til hinanden, fjerner vi fokus fra os selv, fordi vi er nødt til at se på det andet menneskes behov. Så er vi ikke længere selv i centrum. Vi skal altså tilsidesætte vore egne behov for at opfylde andres. Det er kravet til os i en nøddeskal.

Det kan vi ikke, dét ved vi godt inderst inde. Så vi må have tillid til, at vi altid står under Guds nåde og får tilgivelse for, at vi ikke slår til. Men samtidig sørger evangeliet for, at vores blik rettes udad, ud mod andre mennesker, så vores liv ikke indsnævres til en spiral, der kun søger sit eget.