Fortsæt til indhold

Bilejerne kårer de bedste og værste biler

Der er fortsat stigende tilfredshed hos bilejerne, hvor BMW igen er i top, mens Tesla og Dacia nu også markerer sig

Samfund
Jens Overgaard

tilfredshed Pilen peger den rigtige vej for tilfredsheden med mærker, værksteder og forhandlere.

Det viser den seneste store Autoindex-undersøgelse, hvor FDM i år har spurgt 23.000 danske bilejere.

BMW er stadig samlet topscorer for niende gang i træk. Her trækker delresultater som bilens kvalitet og loyalitet op. Toyota er i front med værksteder og forhandler. Foto: Jonas Ahlstrøm

Her er der nemlig igen i år stigende tilfredshed med alle mærker, dog undtagen bl. a. Fiat.

BMW besætter igen i år førstepladsen på listen over den samlede score fordelt på 23 mærker, fulgt af Mercedes, Volvo, Toyota og Audi, mens Fiat ligger helt i bunden.

Tesla bliver placeret højt i den samlede vurdering. Mens ejerne er tilfredse og har høj loyalitet, ligger værksteder og forhandlere dog lavt. Foto: FDM

Tesla og Dacia er nu for første gang rykket ind på listen. Det sker, efter at der nu er statistisk sikkerhed for et retvisende billede. Her brager Tesla ind med høj placering som nummer seks, lige efter Audi, mens Dacia besætter en 19. plads.

Der er dog klare nuancer i delresultaterne.

Mens Tesla henter topplaceringer i kategorierne "Mærkernes kvalitet" og "Bilernes kvalitet", er der bundkarakter til "Forhandlerens kvalitet" og "Værkstedernes kvalitet". Her ligger Dacia mere jævnt, pænt under middel på alle områder.

Hæderlig oplevelse

Dacia, som hører under Renault-koncernen, har fra starten markedsført sig som lavprisbil.

Derfor er placeringen i den tunge ende heller ikke overraskende, men billedet er alligevel nuanceret.

"Selvom Dacia henvender sig til en helt andet type kunder end Tesla, kan det stadig være svært at indfri forventningerne. For selv om man køber en relativ billig bil, skuffer kvaliteten alligevel mange. Til gengæld klarer Dacia sig næsten hæderligt, når det gælder ejernes oplevelse af mærkets forhandlere og værksteder. Her ligger de kun lige under gennemsnittet og langt over Tesla," siger Bo Christian Koch.

BMW kan nu smykke sig af at have den samlede højeste score for niende år i træk.