Fortsæt til indhold

Derfor får du snart en højere varmeregning

Prisen for fjernvarme hos AffaldVarme Aarhus stiger 1. juni. Baggrunden er, at energiproducenterne har hævet prisen for varme som følge af lave elpriser

Samfund
Arkiv

En del aarhusianere har nok undret sig over den varslede stigning på prisen for fjernvarme hos AffaldVarme Aarhus, som sker 1. juni. Lave elpriser og blæst er årsagen til, at det bliver dyrere at varme husstanden op, forklarer AffaldVarme Aarhus i en pressemeddelelse.

Energimarkedet har nemlig stor betydning for varmeprisen, og lave elpriser i over et halvt år betyder nu, at AffaldVarme Aarhus for første gang i 10 år hæver varmeprisen i løbet af et kalenderår.

I Aarhus produceres fjernvarmen blandt andet sammen med el via halm og affald i Lisbjerg og træpiller på Studstrupværket, og salget af el på elmarkedet er med til at holde varmeprisen nede.

Men når det blæser meget, og elforbruget samtidig falder under corona-krisen, falder energimarkedets efterspørgsel på el. Så får energiproducenterne lavere indtægter på deres elsalg end forventet og må hæve prisen for salg af varme.

Som varmeforsyning må AffaldVarme Aarhus nu hæve prisen for varme for at få balance i regnskabet. I sidste ende stiger varmekundens pris på varme derfor i resten af 2020.

“Vi følger altid prisudviklingen tæt og følger op på vores årsregnskab, så vi så hurtigt som muligt kan give varmekunderne så aktuelle priser som muligt. Vi har i godt 10 år næsten vænnet os til at sætte prisen ned, når vi nåede halvvejs ind i året. I år er vi så nødt til at hæve prisen med omkring 7 procent i resten af 2020. Vi glæder os over, at prisen stadig er lav, for vi vil give varmekunderne i Aarhus en så lav en varmepris som mulig,” siger direktør i AffaldVarme Aarhus, Bjarne Munk Jensen, i pressemeddelelsen.

Varmekunderne orienteres om den højere pris via deres næste meddelelse fra BetalingsService.