Ny byggerådgiver vil sikre hurtigere byggeprojekter
Nymann & Juhl Byggerådgivning har slået sig ned i Bæredygtighedens Hus
NAVNE Mange løber panden mod en mur, når de skal have et byggeri godkendt hos kommunen. Uanset om et eksisterende byggeri skal lovliggøres, om der skal bygges om eller det handler om et nybyggeri, kan der være store udfordringer i at få byggeriet godkendt, forklarer indehaver af Nymann & Juhl Byggerådgivning, Casper Søndborg Juhl, der netop har etableret sig med lokaler i Bæredygtighedens Hus på Grenaa Havn.
"Jeg har siddet på den anden side af det skrivebord, hvor du skal sende alle papirerne ind, og der er ofte et stort spænd mellem ansøger og byggesagsbehandler. Der mangler helt klart et link der. Derfor er min mission som selvstændig byggerådgiver at afhjælpe frustrationer og hjælpe med alt det nødvendige, så processen ikke går i stå på grund af manglende informationer eller forkerte oplysninger," fortæller han.
Casper Søndborg Juhl har en baggrund som tømrer og bygningskonstruktør, byggesagsbehandler i flere kommuner og senest projektleder i en mellemstor byggevirksomhed. Han forklarer, at der ofte skal op til mellem 15 og 20 dokumenter og attester til, for et nybyggeri kan godkendes. Og det vil han kunne hjælpe med at skabe overblik over.
Med en placering på Grenaa Havn med rødspætter på tre sider, er den nyetablerede byggerådgiver godt klar over, at han ikke skal "tage sig betalt som spidsen af en jetjager".
"Jeg tager altid det første møde omkring en byggesag uden betaling. Bagefter finder jeg en spids pris på den konkrete opgave, så man bagefter ikke bliver forskrækket over regningen," forsikrer han.
Casper Søndborg Juhl står selv i spidsen for virksomheden, med sin samlever Susanne Nymann i ryggen. Til sammen har de tre børn og har for nylig slået sig ned i Grenaa, hvor de begge er vokset op.