Fortsæt til indhold

Stort fitnesscenter på vej til Hammel

1.300 kvadratmeter stort fitnesscenter skal stå klar 1. oktober på Industrivej i Hammel. Goform fra Galten står bag.

Samfund
Kian Johansen

Et fitnesscenter på 1.300 kvadratmeter er på vej til Hammel.
Det er mindre end fjorten dage siden, at der blev trykket på knappen, fortæller direktør for Goform i Galten, Morten Kjertan Nielsen.
Lige nu er væggene ved at blive bygget op, så centret kan stå klar 1. oktober. Adressen bliver på Industrivej 9.
Se også TV:Favrskov er en silo fattigere. Siloen blev vætet i 2013 fra netop denne adresse.

“Vi har haft planen om at etablere os i Hammel i længere tid. Hammel er en upcoming by ligesom Galten. Hammel har kun to andre fitnesscentre, og vores koncept ligner slet ikke deres, så det er indlysende, at vi etablerer os her,” fortæller direktøren, der har haft Goform i Galten i 10 år.

Planer om flere centre

Goform fokuserer meget på holdtræning og selvfølgelig den seriøse træning, lyder forklaringen. Derudover står den på blandt andet crossfitness, Connect og spinningcykler med med watt på.
“Jeg har dyrket fitness, siden jeg var 13 år og blev uddannet instruktør som 18-årig, og så har jeg arbejdet i branchen lige siden. Jeg har været i hele Østjylland og en del i Århus,” fortæller han om sin baggrund for at etablere et fitnesscenter mere.
“Planerne stopper ikke med Hammel. Vi har endnu et sted i tankerne. Vi har undersøgt området og fundet det. Men det bliver ikke i Favrskov-området. Vi skal ikke lægge vores centre for tæt,” afslører Morten Kjertan Nielsen, der allerede er tæt på at have fundet alle de ansatte, han skal bruge til det nye fitnesscenter i Hammel.