Rønde: Stor søgning til de gymnasiale uddannelser
Både Rønde Gymnasium og VID Gymnasier får en klasse mere i det kommende skoleår
Røndes position som uddannelsesby bliver yderligere befæstet i det kommende skoleår.
Rønde Gymnasium har således fået så mange ansøgere til 1.g efter sommerferien, så der bliver hele 5 klasser på årgangen mod traditionelt 4.
"I øjeblikket har vi 125 til start i 1.g. Heraf skal et par stykker til optagelsesprøve, og der kommer også stadig nogle henvendelser, så jeg ved ikke præcist, hvor vi ender, men alt i alt er 125 et godt bud," siger uddannelsesleder Morten Ærø, Rønde Gymnasium.
Tilsvarende mærker VID Gymnasier, der holder til ved Rønde Idrætscenter, ligeledes stor efterspørgsel fra unge i lokalområdet.
"Vi siger snart farvel til 43 studenter, men får hele 77 nye ind," fortæller uddannelsesleder Frederik Thøgersen, VID Gymnasiers Rønde-afdeling.
"Det er lidt færre end de 93, som startede i 1. g i indeværende skoleår, men absolut meget tilfredsstillende. Det betyder rent faktisk, at vi i det kommende skoleår får i alt hele 8 klasser på vores tre årgange. Så mange har vi aldrig været før, og jeg synes, at den stærke søgning, som både Rønde Gymnasium og vi oplever, bare viser, at vi gør meget rigtigt," vurderer Frederik Thøgersen, der med glæde noterer, at det er fra hele Syddjurs, at de unge kommer.
"Det er selvfølgelig klart, at tilvæksten af nye borgere til Hornslet området har stor betydning for os i Rønde, og den fortsætter jo heldigvis i de kommende år."