Fars Dag: Virtuel whiskysmagning
Dansk Maltwhisky Akademi er i samarbejde med Borel Spirits begyndt at afholde virtuelle whiskysmagninger. Den næste foregår 5. juni på Fars Dag
BJØDSTRUP Dansk Maltwhisky Akademi, der har Flemming Gerhardt-Pedersen fra Bjødstrup som mastermind, har ikke mulighed for at afholde fysiske whiskysmagninger for tiden grundet forsamlingsforbuddet under Corona- krisen.
Derfor har Akademiet sammen med Borel Spirit fundet et koncept, hvor det er muligt at arrangere virtuelle whiskysmagninger.
Torsdag 7. maj afholdte Akademiet sin første virtuelle whiskysmagning i Dansk Maltwhisky Akademi's snart 25-årige historie.
"Her præsenterede vi fire whiskies fra The English Whisky Co., Ltd. Undervejs havde vi også 'besøg' fra Mike Fisher fra destilleriet, som fra England dels fortalte om destilleriet, samt om de 4 whiskies vi smagte," fortæller Flemming Gerhardt-Pedersen.
Fars Dag
Den næste smagning foregår Grundlovsdag 5. juni, der også er lig med Fars Dag.
"Det er efter vores bedste viden den første Fars Dags 'online' smagning nogensinde. I forbindelse med Corona er flere begyndt at afholde online smagninger efter forskellige koncepter, men vi har valgt at være tro mod vores stil ved afholdelse af smagninger – også virtuelt, så vi smager og snakker, som var det en smagning før Corona foran publikum," understreger Flemming Gerhardt-Pedersen.
Inden smagningen får alle deltagerne fremsendt 4 samples á 3 cl, en oversigt over de whiskies, der er på progammet og et glasunderlag, så de kan sætte glassene som ved en 'rigtig' whiskysmagning.
Deltagerne får naturligvis også inden smagningen instruktioner om, hvordan de logger sig på smagningen på aftenen, forsikrer Flemming Gerhardt-Pedersen.