350.000 kroner på vej til bæredygtige projekter i Grenaa
Grenaa Hvert år støtter NRGi en række projekter i lokalområderne gennem Værdipuljen, og i lyset af coronakrisen går puljemidlerne i år til projekter med fokus på den grønne omstilling. Knap tre millioner kroner sendes nu til 25 projekter i NRGis forsyningsområde. En del af det beløb til to projekter i Grenaa.
I år vil midlerne gå ubeskåret til grønne projekter, iværksat af virksomheder, institutioner eller øvrige andelshavere, som på grund af krisen har fået vanskeligere ved at realisere projekterne.
To af de projekter, der kan se frem til at modtage støtte, er Pure Algae Denmark, der modtager 50.000 kroner til undersøgelser af tang, og Kattegatcentret, der modtager 300.000 kroner til at etablere en bæredygtig grundvandskøling i forbindelse med et nyt pingvinanlæg.
NRGi's administrerende direktør Jacob Vittrup forklarer i en pressemeddelelse, at de generelle konsekvenser af samfundets nedlukning i forbindelse med corona-epidemien, har været en vægtig årsag i udvælgelsen af, hvilke projekter der har fået støtte.
"Nedlukningen af samfundet har naturligvis haft indvirkning på erhvervslivet, kulturinstitutioner og andelshaveres mulighed for at bidrage til den grønne omstilling, og derfor går midlerne fra Værdipuljen i år ubeskåret til projekter, hvis gennemførelse har været truet eller ligefrem er stoppet på grund af krisen. Vi står ikke bare med én, men to presserende kriser vi som samfund skal håndtere – nemlig coronakrisen og klimakrisen. Det er en kæmpe opgave for borgere, foreninger, politikere og ikke mindst små- og mellemstore virksomheder, som står i en svær situation lige nu," ,” siger Jacob Vittrup i pressemeddelelsen.
Mange bæredygtige projekter
NRGi har fået i alt 59 ansøgninger og udvalgt 25 små og store projekter, der spænder bredt.
Ifølge Jacob Vittrup har der været rigtig mange gode projekter at vælge imellem, som alle fremmer en bæredygtig og innovativ udvikling af de lokalområder, som NRGis cirka 215.000 andelshavere er en del af.
”Det giver optimisme for fremtiden at læse de mange indstillede projekter, der på hver sin måde bidrager til en nødvendig, grøn udvikling i forsyningsområdet. I NRGi er vi glade for, at vi med Værdipuljen kan bidrage til at andelshavernes gode ideer og projekter kan realiseres,” siger Jacob Vittrup.