Fortsæt til indhold

Dåsen fik et nyt formål

Velbesøgt bagagerumsmarked trak folk til i Hadsten

Samfund
Kian Johansen

“Jeg har lige købt en makeup-bog med makeup.” Lærke Vestergaard Kristensen, Hadsten, på 8 år stråler om kap med majsolen på Søndergade. “Den skal bruges til at tegne i, og så skal jeg bruge makeuppen til min makeup-dukke,” fortæller hun stolt.

Der var tilbud og ting til alle aldre og interesser, da Hadsten Bagagerumsmarked holdt forårsmarked i Søndergade i Hadsten med tombola, og over 30 stande placeret side om side med byens handlende, der også havde gode tilbud på bordet.

Dåser på sofabordet

Et godt tilbud tog Jacob Bischoff fra Mejlby imod. En tobaksdåse til 20 kroner. “Jeg er ved at lave et sofabord af dåser og denne her passede lige ind,” kunne han fortælle, mens han viste et billede af de udskårne plader fra dåserne, der i fin mosaik lå klar til kaffekanden og kruset.

En mosaik af dåser skal blive til et sofabord. Lørdag fik Jacob Bischoff skaffet sig endnu en dåse.

Støtter ildsjælene

Glade var de også hos Natteravnene i Hadsten. De havde stillet sig foran John Frandsens nye butik i Søndergade, der gladeligt lader de gulklædte få husrum hos dem.

“Vi gør det for at støtte de lokale ildsjæle,” forklarede Mikkel Iversen fra ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen, der holder reception i de nye lokaler senere i maj.

De frivillige hjælpere under bagagerumsmarkedet, nemlig natteravnene, fik overskuddet fra bagagerumsmarkedet på 2957,61 kroner.

“Vi kunne godt tænke os en billig, lille campingvogn. Den skal males gul og så kan vi få den med til markeder og andre steder, hvor vi fortæller om, hvad vi står for,” forklarede formand Heidi Hagen Siem. En lille del af pengene bruges også, så de frivillige natteravne kan komme til landsmøde i Natteravnene, der fejrer 20 års fødselsdag i år.

Glade modtagere hos Natteravnene i Hadsten og Hinnerup. Forrest formand Heidi Hagen Siem, Jørgen Møller, Ingrid Netopil, Mikkel Iversen fra John Frandsen, samt de to medarrangører Erik Hinge og Bjarne Sørensen. Foto: Kian Johansen

Støtter ildsjælene

Lærke Vestergaard Kristensen på 8 år fik sig en ny makeupbog. Foto: Kian Johansen