Rengøringsassistent på sygehus død af corona
Jobbet som rengøringsassistent på corona-afsnit 105 på Herlev Hospital har kostet en mand i 50érne livet. Det skriver A4 Arbejdsliv.
Manden blev smittet med coronavirus i marts måned og døde kort tid efter. Han er det tredje kendte offer, som har arbejdet i fronlinjen i kampen mod den frygtede virus. De to andre er en 36-årig sosu-assistent fra Bispebjerg Hospital og en 63-årig praktiserende læge fra Hvidovre.
Ifølge A4 Arbejdsliv er Arbejdstilsynet i gang med at undersøge, om der blev begået fejl i forbindelse med dødsfaldet.
Den afdødes skadeanmeldelse indikerer, at han har gjort rent på isolationsstuer med covid-19-patienter uden brug af værnemidler, fordi der tilsyneladende ikke var sat isolationsskilt på døren ind til stuen, som retningslinjerne ellers foreskriver.
jn