Fortsæt til indhold

På vej ud i det store naturgasnet

Der udvides og arbejdes målrettet på anlægget på Kongensbrovej i Thorsø for at være klar til at levere på nettet fra september

Samfund
Michael Wulff

THORSØ I 2019 kunne Thorsø Miljø og Biogas fejre sit 25 års jubilæum. I år kan de på Kongensbrovej ved Thorsø fejre en udvidelse af anlægget, som betyder, at de fra september kan sende biogas ud i ledninger i retning af Bjerringbro.

"Det har vi arbejdet på i mange år," siger formand for Thorsø Biogas siden 2014 Erik Vestergård.

Anlægget har i mange år været leverandør af biogassen til Thorsø Fjernvarme.

Bygger til

Men nu skal CO2-indholdet i biogassen fjernes, hvorefter det omdannes og kan bruges i naturgasnettet.

"Derfor bygger vi til i øjeblikket for at tilpasse os de nye forhold," siger Erik Vestergård, som samtidg glæder sig over, at Thorsø Fjernvarme, som har været kunde siden 1992, fremover vil hente overskudsvarmen på Biogas-anlægget.

"Ja, ingen ting går til spilde her. Og vi er meget stolte af den aftale med Thorsø Fjernvarme."

Thorsø Biogas skal levere til naturgasnettet. Foto: Michael Wulff

Muligheder på gasnettet

Erik Vestergård ser et stort kundepotientale, når biogassen slippes ud i ledningerne, som blev gravet ned i foråret nær anlægget i i Thorsø.

"Når først vi er på naturgasnettet, er der mange muligheder," mener biogas-formanden.

Priserne presses

Det kan lyde som en succeshistorie i disse trange coronatider. Men den krise har også ramt Thorsø Biogas.

"Det er en hård tid økonomisk. Energipriserne er reduceret kraftigt allerede sidste år."

Alligevel ser Erik Vestergård optimistisk på den nære fremtid:

"Nu mangler der kun lidt gravearbejde omkring Bjerringbro, så er vi klar til at levere fra september."