Toilet-problemer ved lystbådehavnen i Udbyhøj Syd er løst
Rengøring øges fra en til tre gange om ugen frem til uge 25, hvor der bliver daglig rengøring
UDBYHØJ Den gode stemning er nu genoprettet i den vestligste ende af Norddjurs Kommune.
Et voldsomt run på det offentlige kommunale toilet, der ligger i tilknytning til sejlklubbens klubhus på havneområdet, skabte en del utilfredshed hos gæster i området op til Pinse.
Toiletfaciliteterne kunne ganske enkelt ikke følge med de mange "kunder" og toiletstandarden faldt derfor til et niveau, der ikke var acceptabelt for brugerne.
Rengøring opgraderet
Jens Meilvang, formand for teknik- og miljøudvalget i Norddjurs Kommune, oplyser, at der straks kommunen blev opmærksom på problemet, blev foretaget en opgradering af den løbende service af det offentlige toilet ved Udbyhøj.
Det forventede brug af toilettet var ganske enkelt sat for lavt.
Firmaet, der servicerer de offentlige toiletter i Norddjurs, Alba Rengøring, var kontraktligt forpligtet til at gøre rent en gang om ugen i ugerne fra 36 til 23, to gange om ugen i 24 og 25, en gang om dagen i højsæsonen i ugerne 26 og 31 og igen en gang om ugen i ugerne 23 til 35, der betragtes som eftersommer.
For lavt serviceniveau
Forvaltningen har konstateret, at der har været tale om et for lavt serviceneau, der var fastlagt.
Efter henvendelse fra sejlklubben om det øgede brug af toiletfaciliteterne, er der nu hos Alba Rengøring bestilt tre gange rengøring om ugen frem til og med uge 25, hvorefter der bliver tale om en gange daglig rengøring i højsæsonen som oprindelig bestemt.