Fortsæt til indhold

Alternativet i Skanderborg skifter kurs

Mira Issa Bloch træder ud af flertalsgruppen i Byrådet

Samfund
Arkiv

Flertalsgruppen i Skanderborg Byråd har siden valget i 2017 bestået af Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet. Det er et samarbejde, der favner og spænder bredt. Derfor er det også vigtigt at samarbejdet passes og plejes, samt justeres når der er behov for det. Der er således nu et ønske fra Alternativet om at de udtræder af flertalsgruppen. Det meddeler borgmester Frands Fischer i en pressemeddelelse.

Mira Issa Bloch siger følgende om den overordnede begrundelse for, at Alternativet ikke mere ønsker at være en fast del af flertalsgruppen:

"I Alternativet er vi kritiske over for det, vi mener der er brug for at være kritiske over for. Vi er ikke kritiske for at være kritiske og vi er ikke imod nogen eller noget som sådan. Vi holder os til sagen og italesætter, påpeger og støtter op om det, vi finder rigtigt. Det oplever vi ikke, at der i tilstrækkelig grad har været plads til i flertalsgruppen. Vi har som følge heraf ikke kunnet blive enige med flertalsgruppen om måden at samarbejde på, så det har været foreneligt med det, som vi i Alternativet står for."

Godt samarbejde

Mira Issa Bloch udtaler ligeledes:

"Selvom vi ikke længere er med i flertalsgruppen, vil vi forsat indgå i et konstruktivt samarbejde. Jeg har et rigtig godt samarbejde med Frands og de samtaler vi indimellem har haft, fortsætter vi med. Alternativet kommer også fremadrettet til at stemme for de sager, hvor vi er enige med flertalsgruppen, og det er vi ofte. Det, at vi træder ud af flertalsgruppen, ændrer heller ikke på, at vi bakker op om Frands Fischer som borgmester."

I Alternativet er vi kritiske over for det, vi mener der er brug for at være kritiske over for

Også Frands Fischer sætter ord på Alternativets beslutning.

"Vi har i samarbejdet lige nu fundet det mest meningsfuld og nødvendigt, at Alternativet i forhold til flertalsgruppen får en mere fri stemme. Det betyder at samarbejdet omlægges, således at Alternativet træder ud af selve flertalsgruppen, og at et samarbejde fortsætter gennem faste møder mellem Alternativet og mig som borgmester," lyder det.