Tilbud på ældreområdet åbner igen
En stor del af tilbudene på ældreområdet åbner nu gradvist. Det gælder både træning, rengøring og indendørs besøg på plejehjemmene
GENÅBNING Da store dele af samfundet blev lukket ned 11. marts i år, blev også mange aktiviteter på ældreområdet lukket fra den ene dag til den anden. Det gjaldt regelmæssig rengøring i ældre borgeres hjem, aflastning af pårørende til demente, klippekortsordningen, rehabiliterings- og træningstilbud, aktivitetstilbud med videre.
En stor del af disse lukkede tilbud åbner nu gradvist op igen. Men selv om smittetrykket er meget lavt i Favrskov Kommune, betyder det ikke, at alle tilbuddene fungerer på samme måde som før coronakrisen.
Der er stadig en række forholdsregler. Det betyder desværre, at aktiviteter, som foregår holdvist – eksempelvis daghjem for demente og dagcentre – ikke kan have lige så mange borgere på samme hold som tidligere.
Samtidig er der fundet nye løsninger, så aktiviteterne i nogle tilfælde sker på nye lokaliteter.
Indendørs besøg åber
Sundheds- og ældreministeren har udstedt en ny bekendtgørelse om besøgsrestriktioner på plejecentrene og korttidspladser, som trådte i kraft 11. juni 2020.
Besøg skal herefter som udgangspunkt fortsat foregå udendørs, men der åbnes nu op for, at hver beboer kan have en til to faste besøgspersoner, som kan besøge beboerne indendørs, hvis besøg af helbredsmæssige årsager ikke kan foregå udendørs.
Favrskov Kommune har valgt, at alle beboere på plejecentrene har mulighed for at udpege faste besøgspersoner, som har mulighed for at besøge beboerne indendørs.
"Jeg ved, at mange pårørende savner at kunne besøge deres mor, far eller ægtefælle på plejecentrene under de rammer, der var før coronakrisen. Det er desværre stadig ikke en mulighed, men nu åbnes der lidt mere op. Plejecentrenes personale hjælper med, at besøgene kan foregå under så trygge rammer som muligt, og de besøgende er i almindelighed gode til at følge retningslinjerne, så vi ikke løber en unødig høj risiko for smitte," siger formand for Social- og Sundhedsudvalget, Grethe Villadsen.
sø