Fortsæt til indhold

Vækst handler både om top- og bundlinje

Denne uges ledelsesklumme fra Michael Jensen, direktør i Colea

Samfund
Michael Jensen; Direktør, Organisations- og ledelsesfilosof,; Colea ApS

klumme Jeg oplever ofte i forbindelse med strategiprocesser, at man fra ledelsens side ensidigt fokuserer på at vækste på omsætningen.

Men et for enøjet fokus på toplinjen betyder, lige så ofte, i praksis, at bundlinjen begynder at bløde, fordi virksomhedens processer, systemer, teknologi og ikke mindst mennesker ikke kan følge med i en forceret omstilling.

Risikoen er derfor, at for høje ambitioner i den sidste ende får den stik modsatte effekt fordi både eksisterende og nye kunder oplever dalende kvalitet, mange fejl, forsinkede leveringer kort sagt, at virksomheden ikke lever op til det den lover.

Derfor er det vigtigt, at vi fra første færd gør os klart i hvilken retning ejernes og direktionens ambitioner går: Om det, kort sagt handler om at skabe en større virksomhed eller om f.eks. at udnytte et kapacitetsmæssigt potentiale?

Omvendt kan ambitionerne gå på, uafhængigt af toplinjen, at styrke virksomhedens bundlinje. Her handler det altså først og fremmest om effektivisering, omkostningsstyring osv.

Endelig kan ambitionen være både at hæve top- og bundlinjen. I dette tilfælde, og også i det første, hvor ambitionen primært var at hæve toplinjen, er det vigtigt, at danne sig et reelt billede af virksomhedens styrker og svagheder, så væksten foregår så balanceret, at bundlinjen enten følger toplinjen opad eller, at den i hvert fald ikke må vige på bekostning af forceret toplinjevækst.

Pointen er altså, at hvis vi på forhånd gør os klart hvad ambitionerne i virkeligheden dækker over og dernæst, inden vi går i gang, analyserer om virksomheden internt og markedet eksternt kan bære ambitionerne, så har vi et realistisk grundlag at gå videre på.