Her kan man bo med svigermekanikken
Nyt projekt i Lisbjerg indeholder boliger, hvor flere generationer kan leve under samme tag
I Italien er det populært, men i Danmark knap så udbredt.
Men et nyt boligprojekt i Lisbjerg kaldet Bakkehusene vil nu indeholde boliger, hvor børnefamilien kan bo sammen med bedsteforældrene.
Byrådet vedtog onsdag salget af en stor grund i Lisbjerg tæt ved Lisbjergskolen, hvor SK Ejendomsudvikling skal stå for det lidt anderledes projekt, som indeholder 82 boliger i to-tre etager.
Projektet byder både på mindre to-værelses lejligheder i stueplan med egen have, som henvender sig til expats, studerende og seniorer, fritliggende fire-værelses byhuse i to plan oplagt til børnefamilier, og til sidst generationshuset i tre etager, hvor børnefamilier kan bo og leve sammen med bedsteforældre i en samlet enhed, men alligevel lidt hver for sig.
Bakkehusene henvender sig til både unge og gamle, singler og familier som ønsker at bo i den nye bymidte. Dermed bidrager projektet med en alsidighed i forhold til de mennesker, der ønsker at bosætte sig i området," siger Kim Branick, medejer af SK Ejendomsudvikling, i en pressemeddelelse.
Gennem ejendommen løber et stisystem, som er forbundet med Lisbjergskolen og de grønne rekreative forbindelser uden for ejendommen. Inde i området anlægges grønne friarealer til ophold og leg.
Rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), mener, at projektet spiller godt ind i delstrategierne for området.
”Byggeriets udformning sikrer den tæthed, vi ønsker os i Lisbjergs nye bymidte samtidig med, at filosofien om at leve flere generationer under samme tag bidrager til en mangfoldig by."
dp