"Jeg ville ønske, at nogen havde grebet ind før"

Aisha er 20 år. Hun bor i egen lejlighed, går i 3.G på handelsgymnasiet Niels Brock og har planer om at læse videre indenfor innovation, management og erhvervsøkonomi. Aisha har styr på sit liv og ved, hvad hun vil. Men sådan har det ikke altid været. Hun har haft et ret turbulent barne- og ungdomsliv.
Aisha er vokset op i en familie, hvor hendes far med hård hånd styrede både børnene og deres mor.
"Han slog os børn, når vi ikke rettede ind. Imens min mor mere var udsat for psykisk vold. Hun agerede passivt, når min far var voldelig. Jeg var 13 år, da det blev for meget. En dag efter et stort skænderi med mine forældre fik jeg nok. Jeg gik ud af døren og fik besked på aldrig at vende tilbage," fortæller Aisha.

På krisecenter

Allerede da Aisha var 7-8 år, var den gal i familien, der dengang boede i Høje Taastrup. De var på ferie i Gambia og havde planlagt at skulle være af sted en måned.
"Min mor havde kun diabetesmedicin med til en måned. Da vi skulle hjem, tog min far vores pas, så vi ikke kunne komme med."
Aisha og hendes storebor måtte blive tilbage, hvor de boede hos noget familie. I mellemtiden tog deres far også hjem til Danmark, og først efter to måneder hentede deres far dem hjem igen.
Moderen stod klar til at tage imod børnene i lufthavnen og tog direkte herfra til krisecentret i Roskilde. Og så blev forældrene skilt.
"Der gik så et stykke tid, så fandt mine forældre sammen igen. I starten gik det fint, men så blev han voldelig igen."
"Min mor fik nok, pakkede vores ting, og så kom vi på krisecentret i Frederiksværk."
Familien er på dette tidspunkt blevet forøget med to børn.
Aisha bor med sin mor og sine søskende på krisecentret i flere måneder.

Bor hos veninder

"Min mor får tilbudt en lejlighed i Frederiksværk, og min storebror og mig starter i skole på Magleblik. Jeg gik i 6. klasse på det tidspunkt."
"Vi havde været vant til stramme tøjler, men mor gav os lidt løsere tøjler. Vi begyndte begge at skeje ud, kom for sent hjem og hørte ikke efter, hvad der blev sagt. En dag fik hun nok og valgte at ringe til min far,. Han kom samme aften, og snart bor han halvt om halvt i lejligheden."
"På dette tidspunkt har vi mistet respekten for ham, vi frygtede ham ikke mere."
"En dag efter et slemt skænderi med min far og mor, sagde min mor, at jeg ikke måtte gå ned til mine veninder. Jeg var træt af, at min far bare kunne komme tilbage og bestemme alt, som var alt ved det gamle."
"5-10 minutter efter ringede hun og sagde, at jeg aldrig skulle komme tilbage. Og det gjorde jeg så ikke."
"Jeg boede hos en veninde et stykke tid. På skolen fortalte jeg en lærer, hvad der var sket. Samme dag kom en sagsbehandler fra kommunen."
"Jeg fortæller hende det hele. Så ringer hun til mine forældre, der forsikrer at alt er i orden. Bagefter siger hun til mig, at jeg bare kan tage hjem."
"Men det tør jeg ikke, jeg er bange for at få bank. Jeg tror ikke hun forstod, hvor bange jeg var."
"Jeg bliver og sover hos min veninde. Dagen efter ringer sagsbehandleren til mig og siger igen, at jeg skal tage hjem."
"Det gør jeg så. Jeg har et par veninder med. Tænker at min far måske så slapper lidt mere af. Men de når slet ikke at komme med ind. Min mor græder og skælder ud og siger 'Hvordan kunne du gøre det?'. Hun skubber mig ind på værelset og låser døren. Så kommer min far med et kosteskaft, som han slår mig med på kroppen."
"Mine to veninder står stadig udenfor døren og kan høre, at jeg skriger og græder."
Aisha slipper ud af lejligheden og bor herefter hos forskellige veninder i kortere og længere tid.

Vild vennegruppe

Det ender med, at Aisha flytter ind hos en ny veninde, som hun har mødt i ungdomsklubben.
"Hendes mor er alkoholiker og lejligheden er fyldt med alkoholikere. Min nye vennegruppe er meget vild, og jeg hopper med på vognen. Vi fester og drikker både hverdag og weekend, ryger nogengange også hash til festerne. Jeg stopper med at gå i skole. Det er vel i 7. eller 8. klasse."
"Jeg tror, det er en flugt. Jeg har tidligere været meget stille og indordnet mig. Nu går jeg så amok. Jeg lever lidt i en tåge, er kold og følelsesløs."
"Min sagsbehandler fortsætter med at ringe og sige, at jeg skal tage hjem. Til sidst stopper jeg med at tage mobilen, når hun ringer"

En sagsbehandler der lytter

"Det fortsætter måske halvanden måned, så stopper min sagsbehandler, og jeg får en anden."
"Jeg kunne allerede fra første møde mærke, at hun tog mig rigtig seriøst. Hun spurgte som den første: 'Hvad har du lyst til? Har du lyst til at flytte hjem igen, eller skal vi finde et andet sted?'"
"Jeg satte mig og tudbrølede. Jeg blev overrasket over, at der faktisk var en, der lyttede til mig. "
"Jeg havde hørt om Trianglen, så det foreslog jeg. Et par timer efter ringede hun til mig og sagde, at jeg kunne pakke mine ting for hun havde fået en plads til mig på Trianglen."

Trianglen tur retur

Desværre var opholdet på Trianglen, i første omgang, ikke den store succes.
"Det var en turbulent tid for personalet på grund sammenlægning mellem to døgninstitutioner. Og flere af børnene på stedet skejede ud. Vi hidsede hinanden op. Jeg fik hverken styr på skole eller omgangskreds."
"Kommunen beslutter efter ca. 3-4 måneder at sende mig videre under et nyt program i en plejefamilie. De stod klar med en tjekliste for at give point, når man f.eks. stod op, mugede ud hos hestene, eller lavede mad. Hele det program var en joke for mig, jeg kunne ikke disciplineres ved at få point på et stykke papir. "
"Jeg stak af flere gange, og til sidst gav de op."
Herefter bliver Aisha placeret i et sommerhus med to voksne. Hendes mobil bliver taget fra hende, og hun må ikke have kontakt med nogen.
Det stikker hun også af fra flere gange.
"Jeg kommer til møde hos min sagsbehandler igen. Jeg vil gerne tilbage på Trianglen, men det bliver afslået, for det er prøvet."
Det lykkes dog til sidst Aisha at overbevise sagsbehandler og kommune om, at hun skal have endnu en chance på Trianglen.

Hjælp og støtte til at blive mønsterbryder

"Jeg havde bare fået nok af at leve på den måde, jeg gjorde. Var træt af det hele og fast besluttet på, der skulle ske noget andet."
"Jeg havde levet i en total tåge af følelsesløshed i flere måneder, men nu kunne jeg mærke mig selv igen. Jeg skulle åbenbart helt ned i kulkælderen for at se mine følelser i øjnene."
"Lysten til et bedre liv havde aldrig været stærkere end lige præcis i den periode."
"Jeg var lykkelig over at komme tilbage på Trianglen, jeg følte mig tryg der og kunne bare være mig selv."
"Specielt to kontaktpersoner på Trianglen udviste et kæmpe engagement. Uden den hjælp og støtte, havde jeg aldrig formået at blive den mønsterbryder, som jeg er i dag."
"Jeg startede i skole igen, nu på Kregme. Jeg var bagud fagligt, men fik efter eget ønske lektiehjælp på Trianglen. I takt med at min tankegang ændrer sig, og jeg begynder at tage mig selv seriøst, bliver min omgangskreds også udskiftet."
Aisha gør sin 9. klasse færdig og starter på gymnasiet i Frederiksværk, men finder ud af, at det ikke er noget for hende. I slutningen af 1.G. dropper hun ud, og vælger at tage en 10. klasse.
"Det var en kæmpe succesoplevelse for mig. Min faglighed blev markant forbedret, og jeg fandt hurtigt ud af, hvilken retning jeg ønskede at uddanne mig i. Og jeg blev klar til at flytte fra Trianglen ud i min egen lejlighed."
Efter 10. klasse kommer hun på handelsgymnasiet, hvor hun i dag går i 3.G.
"Her til sommer, når jeg er færdig med gymnasiet, har jeg planer om at tage et sabbatår og rejse rundt med tre af mine ode veninder fra klassen."
"Herefter er planen at vi flytter til Aalborg, hvor jeg vil studere innovation, management og erhvervsøkonomi, da jeg har stor interesse indenfor iværksætteri."

Det er okay ikke altid at have det okay

"Når jeg tænker tilbage, så var det en rigtig hård tid, der havde sine udfordringer. Min succes skyldes, at der var mennesker der troede på mig, og hjalp mig med at bygge troen på mig selv op igen."
"Jeg begyndte at sætte nogen mål for mig selv. Hver gang jeg havde lyst til at give op, tænkte jeg over, hvorfor jeg havde sat mig de her mål. Med troen på mig selv, kom jeg der hen, hvor jeg gerne ville være.
"Selvfølgelig har jeg haft dårlige dage, hvor alt synes håbløst. Det vigtige er, at jeg ikke lader mig slå ud, men i stedet accepterer at det er okay at have dårlige dage, at det er okay at bede om hjælp. Egentlig er det bare okay ikke altid at have det okay."

Jeg ville ønske...

"Jeg har i dag en god omgangskreds, gode venner og et godt netværk. Jeg har også fået et godt, tæt forhold til min mor. Men min far og storebror snakker jeg ikke med. "
"Jeg ville ønske, at nogen havde grebet ind før. Allerede i Høje Taastrup kendte en lærer til forholdene derhjemme, og nogle sagsbehandlere har ageret passivt."
"Jeg ønsker for de unge, som i dag har problemer, der kræver offentlighedens hjælp, at de bliver mødt med det samme engangement, som den sagsbehandler som valgte at lytte til mig, og de kontaktpersoner på Trianglen, som gjorde alt hvad de kunne for at bidrage til min succes."
"Jeg håber ikke de møder den skolelærer, der kiggede den anden vej, eller den sagsbehandler, der sendte mig hjem for at få bank."