Tidligere alkoholiker sendt i praktik på værtshus
Jan Evers var ellers stoppet med øllene, som det blev til 30 af i løbet af en dag, da det var værst. Et behandlingsforløb satte en stopper for misbruget, og med håb om at få ham tilbage på arbejdsmarkedet, sendte jobcentret i Odense Kommune ham på et 13 uger langt udviklingsforløb på værsthuset Corner i Odense. Det skriver TV2/Fyn.
"Hvordan skal jeg stoppe mit alkoholforbrug, når de sender mig på et værtshus. Det er grotesk. Først skal jeg være alkoholfri, og så sender de mig i praktik på et værtshus," siger Jan Evers til den fynske tv-kanal.
Kommunen afviser tvang
I Odense Kommune afvises det, at Jan Evers har været tvunget ud i det 13 uger lange forløb på værtshuset.
"Jeg vil ikke kommentere den konkrete sag, men kun sige, at pratikken er sket i samarbejde med borgeren, da Odense Kommune ikke sender folk ud i tvungen praktik," siger Søren Thorsager, der er rehabiliteringschef i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune.
Jan Evers skulle, ifølge ham selv, have givet udtryk overfor sagsbehandleren, at han ikke ønskede praktik et sted, der serverer alkohol.
"Det giver ingen mening at sende borgere ud i praktik, som de bliver syge af. Det gælder i denne sag og alle andre sager. Vores opgave er at finde ud af, hvad man kan bidrage med på arbejdsmarkedet og få det prøvet af," forklarer Søren Thorsager.
Thorsager ønsker en dialog med Evers for at finde ud af, hvad der gik galt. (jdr)