Debat: Reklameskilte pynter ikke
DEBAT Er Grenaa død eller frisk som en fisk?
Efter min opfattelse, så hører virksomheds-reklamer ikke hjemme på byens allerfineste plads, nemlig Torvet i Grenaa. Anlæggelsen af Torvet var så vidt jeg husker først ude i en lang og dyr proces med arkitektkonkurrence og meget andet, og alt blev tilpasset for at det hele skulle matche sammen, og samlet løb omkostningerne vel slutteligt op omkring de 15 millioner kroner.
Jeg finder ikke, at der er en sammenhæng mellem det arkitektoniske, og så de skrigende hvide reklamer som er plantet i blomsterkummerne. Ja man kan undres over, at en bedemand sponsorerer blomster til Grenaa, og ligeledes en fiskehandler. Er Grenaa ved at uddø, eller er Grenaa frisk som en fisk, jamen jo, jeg bliver kulturelt forvirret ved at gå et sted, når der ikke er den sammenhæng mellem tingene som der oprindeligt var tiltænkt pladsen fra kommunalbestyrelsen og arkitektens side.
Reklamer hører hjemme på de der til indrettede plakatsøjler som er placeret forskellige steder rundt om på Torvet, eller alternativt i de lokale aviser. Ligeledes har jeg på egen hånd undersøgt, om alle byens virksomheder ud fra lighedsprincippet stilles lige med hensyn til at få lov til at være sponsorer til blomsterkummerne, og det gør de ikke, kan jeg fastslå. Torvet er alles plads, og alle skal kunne føle lighed og velbehag ved at færdes der.
Grenaa kunne komme til at se rigtig træls ud, såfremt der også skulle reklameskilte på eksempelvis springvandene i de perioder, hvor andre kræfter på grund af lavvande i den kommunale kasse må tage over. Måske på tide at kommunalbestyrelsen en gang for alle fastsætter et regulativ om reklamer i det offentlige rum?