Langenæsparken er blevet en sti rigere
En ny sti ser dagens lys i Langenæsparken. Bag stien står Ida Kjeldsen og Inge-Lise Westh Hansen
Der holdes taler, synges sange til lyden af en trompet og der poppes champagne i den lunefulde danske sommer i Langenæsparken, som både byder på regn, vind og pletvis solskin. Årsagen er indvielsen af en ny sti i Langenæsparken torsdag 14. juli.
“Det er herligt og utroligt glædeligt at se, stien allerede er taget i brug af både ældre og unge, men også børnehavebørn, som leger put (gemmeleg, red.) inde i buskadset.”
Ordene kommer fra de gæve initiativtagere Ida Kjeldsen og Inge-Lise Westh Hansen, der udover at stå bag indvielsen af den nye sti, som slanger sig igennem den idylliske Langenæsparken, også er idékvinderne bag stien i samarbejde med Center for Byens Anvendelse under magistraten Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Stien, som strækker sig 200 meter igennem græsarealet i parken, er kommet i stand gennem en afstemning blandt aarhusianerne, der kunne stemme mellem 15 forslag til forbedringer af Langenæsparken.
Afstemningen blev holdt i efteråret 2015, hvor de idérige kvinder vandt med deres projekt 'Videreførelse af Langenæsstien med bænke samt beplantning'.
Fællesskab på tværs
Udover den nye tilrettelagt sti, skal området også beriges af bænke og planter. Planter, der skal plantes og vedligeholdes af områdets beboere.
“Jeg ved ikke, om det er for romantisk, men jeg håber, at projektet kan binde området bedre sammen. Og så håber jeg, at beplantningsprojektet kan skabe fællesskab på tværs af generationer i området,” siger den ene af initiativtagerne, Inge-Lise Westh Hansen
Blandt de fremmødte til indvielsen er der da også respekt og glæde at spore for projektet og kvinderne bag.
“Vi er så glade for initiativet, og det kommer alle i området til gavn,” udbryder en af de fremmødte gæster, inden der udbringes en skål til ære for de initiativrige kvinder og den smukke park.
Mere medborgerskab
Projektet koster 125.000 kroner, som er taget af innovationspuljen i Aarhus Kommune.
“Vores erfaring er, at vi sparer penge ved at lade borgerne komme og tage styring på projekter, som det her initiativ er et godt eksempel på. Beboerne får lidt økonomisk støtte til de planter, der skal vokse i parken, men de holder dem selv. På den måde spares der mandskabstimer,” fortæller projektleder i Center for Byens Anvendelse, Iben Randlev Hundebøl.
Til dagligt holder hun til ved Den Grønne Ambassade på Bispetorv, hvor idéer til lignende projekter tages imod med kyshånd.
“Vi er der seks dage om ugen, og vi arbejder i høj grad med, hvad borgerne kommer med af forslag til forbedringer. Fordi aarhusianerne ofte kender deres områder bedre, end vi gør i kommunen,” siger Iben Randlev Hundebøl.