Fortsæt til indhold

Tranbjerg har stemt på parkour, junglesti og værested for unge

Borgerne i Tranbjerg har siden årsskiftet arbejdet med deltagerbudgetter, og det er nu bestemt, hvilke projekter som skal gennemføres

Samfund
Line Hitz

aktiviteter Værested, parkourbane, junglesti og kunstgræsbane. Det er blot et par af de projekter, som i efteråret skal etableres i Tranbjerg. Siden årsskiftet har Aarhus Kommune og borgerne i Tranbjerg samarbejdet om projektet "Fællesskab og Bevægelse," hvor der har været fokus på deltagerbudgettering. Samarbejdet kulminerede i en afstemning, hvor 1213 borgere stemte elektronisk om 12 forskellige forslag. Syv af forslagene bliver etableret i Tranbjerg i løbet af de kommende år. Projektet omkring et værested for byens unge fik flest stemmer med 739, og projektleder Helle Degn ser frem til at modtage 40.000 kroner.

"Pengene betyder, at vi kan skabe et spændende værested med hængekøjer, graffitivæg, bordtennisbord og boksepude. Efter sommerferien laver vi en workshop for de unge, hvor de kan komme med bud på, hvordan pengene skal bruges, da vi ønsker at involvere målgruppen i udviklingen af værestedet,” forklarer Helle Degn, projektleder for borgergruppen Værestedet for unge i Tranbjerg.

Styrker lokalsamfundet

På andenpladsen kom en junglesti med 671 stemmer, mens en parkourbane med 512 stemmer kom på tredjepladsen. I alt var der seks forslag, der fik stemmer nok og kan gennemføres inden for det samlede budget på 320.000 kroner, som er finansieret af alle magistrater i Aarhus Kommune.

"Det styrker både lokalsamfundet, foreningslivet og engagementet hos de frivillige, når borgerne selv udvikler og stemmer om projekterne. Vi kan se, at borgerne især har stemt på projekter, som henvender sig til børn og unge, der har været meget efterspurgt i Tranbjerg i de seneste år," siger Frederik Ingvardt Pedersen, tovholder på "Fællesskab og Bevægelse" og fortsætter:

"De nye initiativer betyder, at Tranbjerg i fremtiden får flere faciliteter, der inviterer til mere bevægelse i hverdagen, og borgere i alle aldre får flere muligheder for at mødes og bruge naturen og byrummet."

Værestedet for unge, junglesti og opgradering af 0. klasses skolegård bliver etableret i løbet af efteråret 2020. Følg med i milepælene for de andre tre projekter her.