Aarhus er vores by – ikke de kriminelles
Folketingsmedlem Britt Bager (V) kritiserer beboerformanden i Gellerupparken, Abdinasir Jama, for hans udtalelser om politiets tilstedeværelse i den uroplagede bydel
Aarhus er en fantastisk by, som hvert år tiltrækker mennesker fra hele landet. Unge under uddannelse, børnefamilier og ældre, der nyder en pulserende by tæt på skov og hav. Vi er så mange, der elsker den by - og bliver ved med at elske den.
Aarhus er vores by – og den skal ikke overtages af ekstremister, kriminelle eller ballademagere, som udfordrer glæden, trygheden og sikkerheden for alle de andre, der bor i Aarhus og bruger Aarhus.
Det gælder for alle dele af Aarhus - også Gellerupparken.
Politiet er vores allesammens garant for, at Danmark er et stærkt og trygt samfund at leve og vokse op i. Det er ingen undskyldning for at træde op mod politiet.
Derfor er jeg også beskæmmet, når beboerformanden i Gellerupparken, Abdinasir Jama, mange dage i træk beklager sig over politiets stærke tilstedeværelse i Gellerup i dagene efter, at politiet må skyde mod en bevæbnet mand, der truer og nægter at adlyde ordren om at nedlægge sit våben efter en demonstration.
Hvis formanden for beboerforeningen i Gellerupparken synes, at Gellerup ligner en krigszone, når politiet er massivt til stede, så handler det ikke om, at politiet gør noget forkert. Det handler om at politiet desværre finder det nødvendigt at være stærkt og massivt til stede for at opretholde ro og orden - og vise de grupper, der forsøger at udfordre politiet og skabe kriminalitet og utryghed, at de kan glemme alt om, at Gellerup eller andre dele af Aarhus nogensinde vil stå åbent for deres trusler, nedbrændinger og kriminelle aktiviteter i øvrigt.
En beboerformand, der ønsker tryghed og sikkerhed for sine beboere, takker politiet fordi man viser sig stærkt og tydeligt, så ekstremister og kriminelle aldrig får troen på, at de kan overtage bare den mindste del af vores by eller samfund.
Tænk dig om, beboerformand! Sig tak til politiet - for de passer deres arbejde. De gør præcis, hvad de skal i Gellerup. Vi må aldrig give efter for kriminelle, ekstremister og ballademagere. Vi skal ikke tillade, at der slåes hul i Danmarkskortet eller i bybilledet i Aarhus. Aarhus skal være vores by – ikke de kriminelles.