Fortsæt til indhold

Mandskabspleje er det vigtigste: De vil være mæglerbranchens Jürgen Klopp

Torben Skov Lauridsen og Jesper Grøne Andersson er nye indehavere af Homes tre butikker i den sydlige del af Aarhus

Samfund
Arkiv

Ejendomsmægler Torben Skov Lauridsen har et Liverpool-krus stående på sit skrivebord, som endelig er kommet til sin ret og ære, efter den engelske storklub i år har vundet Premier League efter 30 års mesterskabstørke.

Ikke helt så længe, men næsten, har Torben og hans makker Jesper Grøne Andersson drømt om at blive indehavere af en mæglerbutik. Drømmen er nu blevet til virkelighed gange tre, idet Torben Skov Lauridsen og Jesper Grøne Andersson netop har overtaget ansvaret for Homes butikker i Højbjerg, Viby og Tranbjerg. Det oplyser Home i en pressemeddelelse.

"Mandskabspleje, som det hedder i fodboldverdenen, er det vigtigste, og her vil vi være mæglerbranchens Jürgen Klopp. Det er det, der er giver mesterskaber - og markedsandele," siger Torben med henvisning til Liverpools træner, der er kendt for sin fantastiske mandskabspleje og efter hver kamp uddeler kæmpe kram til alle sine spillere.

Torben og Jesper overtog butiksnøglerne fra Annette Rønne 1. juli, og blot to dage senere fejrede de overtagelsen med en firmafest.

”Det er et holdspil at drive en god ejendomsmægler-butik. Alle er vigtige, både den på kontoret, der tager godt imod kunderne i telefonen, og den der får en spændende ejendom til salg. Og alle har brug for anerkendelse i en eller anden udstrækning," siger Torben Skov Lauridsen.

Mødtes i 2001

Torben og Jesper mødte allerede hinanden i en Danbolig-butik i Åbyhøj i 2001, hvor Jesper var butikschef, da Torben blev ansat. De klikkede godt sammen fra dag ét, så det var en svær beslutning, da Torben i 2003 blev kontaktet af de røde (Home, ikke Liverpool) med et tilbud om at skifte til Home i Åbyhøj.

”Det var mit livs sværeste beslutning,” fortæller Torben, som endte med at sige ja.

Torben og Jespers veje skiltes, men de holdt kontakten, og det var flere gange lige ved, at de to mæglere kom til at arbejde sammen, inden det skete igen i 2014 i Home-forretningen i Højbjerg, hvor Torben har været siden 2006.

Jesper blev ansat og efterfølgende butikschef, og siden har de haft en fælles plan om at blive indehavere i Home, hvilket nu er sket.

”Jeg har altid vidst, at jeg skulle være selvstændig en dag – og at det skulle være sammen med Torben,” fortæller Jesper.

"Vi har tegnet Home i området her, hvor vi selv bor, de seneste mange år, og medarbejderne i de tre forretninger fortsætter heldigvis hos os, så på en måde er der ikke ændret noget. Man kan sige, at alt er nyt, og alt er ved det gamle," funderer Torben.

Familiemennesker

Fritiden for begge Home-folk handler rigtig meget om familien og om at ’lade batterierne op’. Torben og Majse nyder deres to teenagedrenge og en ’efternøler’, mens Jesper og Jeanette har fornøjelsen af to teenagepiger.

Torben elsker at gå på jagt en meget tidlig morgen hele alene, mens Jesper mere er til en løbetur eller en tur på mountainbiken i skoven.

jr