Fortsæt til indhold

Grenaa-kuttere skal have overvågnings-udstyr

Fiskeri-formand: Sæt kameraerne på sælerne. De er de største torske-fiskere

Samfund
Erling Hansen

GRENAA Tre Grenaa-kuttere er af Fiskeristyrelsen udpeget til at skulle udstyres med overvågnings-kameraer, så myndighederne kan få endnu mere kontrol med, hvor mange torsk, der fanges. I alt skal 14 fiskekuttere, der henter deres fangst i Kattegat, have overvågnings-kameraer.

Det er et ønske fra fiskeriminister Mogens Jensen (A), og var et af de helt store debat-emner på den netop holdte generalforsamling i Grenaa Fiskeriforening.

Formanden for Grenaa Fiskeriforening, Anders Nymann Jensen, lagde for i sin beretning, hvor han bl.a. sagde: "Hvorfor skal det være så svært at være fisker. Nu skal vi også tage stilling til kamera-overvågning. Kære politikere - I glemmer vist, at vi allerede er overvåget på en måde, der svarer til en voldsforbryder, der har fodlænke på. Men nu skal vi også kamera-overvåges. Vi er altså farligere end en voldsforbryder. Jeg tror ikke engang, at man må kamera-overvåge en voldsforbryder i hans hjem, selv om man har mistanke om, at han laver noget ulovligt. Jeg synes, at man i stedet burde bruge pengene på at overvåge Statens forskellige styrelser. Det er der, den store kriminalitet foregår."

Torsken har skiftet adfærd

Anders Nymann Jensen sagde i sin beretning, at de manglende torsk i Kattegat skyldes, at torsken har skiftet adfærd. Fra at være fastboende i det farvand, hvor den er født og opvokset og vende tilbage til de stenpletter, hvor den er født for at lægge sine egne æg, er den blevet en nomade, og altid følger efter sin mad i alle farvande.

"Man siger, der er fejlrapportering på 15 procent af små torsk. Det skulle svarer til cirka 1,5 kg pr. trawltræk. Det er meget små mængder, så det er ikke sært, at fiskerne ikke vil have kameraer," slog formanden fast.

Han opfordrede politikerne til at melde klart ud, om fortsat vil have fiskeri i de indre farvande: "Fjern alle tosse-reglerne og stop snakken om kamera, så man kan få unge mennesker til at interessere sig for fiskeri. Det er ikke os, der er nu, man skal satse på. I Grenaa er gennemsnits-alderen på en fisker over 60 år. Vi når ikke engang at tænde kameraet, før vi skal på pension. Prøv at tænke anderledes. Prøv at se det fra fiskernes side. Lav nogle ordentlige regler, og kom med planer for, hvad man gør med sæler og skarv. Få undersøgt, hvad det er, der forurener havet. Som det er nu, er det altid fiskerne, som får skylden og den efterfølgende straf. Prøv at se mulighederne i stedet for restriktionerne. Og give så kameraerne til sælerne. De er alligevel de største torskefangere."

Formanden for Danmarks Fiskeriforening, Sven-Erik Andersen, der deltog i generalforsamlingen, har i øvrigt slået fast, at Danmarks Fiskeriforening ikke har sagt god for kamera-overvågning.

Grenaa-formanden nævnte også i sin beretning, at han netop havde set, at en kommune havde givet et havbrug en kæmpe millionbøde for at have forurenet: Jeg går ikke ind for havbrug. Men kommunerne forurener selv havet med deres udledning af spildevand, og er med til at slå torsken ihjel. Det går så ud over os, og uden at kommunerne får bøder," noterede Anders Nymann Jensen.

Tilfredsstillende regnskab

På generalforsamlingen blev Anders Nymann Jensen genvalgt som formand, ligesom der var genvalg til to bestyrelsesmedlemmer Finn Olsen og Esther Bilde samt til fanebærer Anders Andersen.

Revisor Mogens Christensen forelagde regnskaberne, der viste et samlet overskud på 347.213 kroner mod 60.323 kroner i 2018. Den samlede egenkapital er på godt 2,6 millioner kroner.

Mogens Christensen betegnede regnskaberne som meget tilfredsstillende, med en god likviditet og en fin egenkapital.

Der var da heller ingen bemærkninger til tallene på generalforsamlingen.

Formand Anders Nymann Jensen havde indledt sin beretning med mindeord om den mangeårige formand, Poul Madsen, der døde for nylig. Anders Nymann Jensen har siddet i bestyrelsen i Poul Madsens formandstid:

"Poul var et behageligt menneske, som jeg vil mindes rigtigt længe."