Fortsæt til indhold

FOF tilbage med prominente navne

Anders Agger, Christian Grau og Anette Prehn vil alle holde foredrag i løbet af efteråret

Samfund
Arkiv

kultur Efter en flere måneder lang og meget ufrivillig pause på grund af Corona-nedlukning forbereder FOF Djursland sig nu på at komme stærkt tilbage i efteråret.

FOF tyvstartede ved at arrangere meget velbesøgt fællessang over hele Djursland 17. juni, men nu er fokus på efteråret.

1. juli er kataloget over efterårets aktiviteter klar på FOFs hjemmeside www.fof-djursland.dk, og i uge 32 bliver efterårskataloget husstandsomdelt over hele Djursland.

"Hvor har vi glædet os til at præsentere dette efterårskatalog. Vi er sikre på, at forårets isolationsperiode vil få endnu flere til at værdsætte aftenskolernes kvaliteter. FOF lever jo netop af at bringe folk sammen i interessefællesskaber og gøre folk klogere, sundere og gladere – sammen. Folkeoplysning er dannelse, kundskaber og viden, som løfter os og dygtiggør os. Vi danner venskaber, fællesskaber og får netværk og glæde," siger Lene Fribo, skoleleder for FOF Djursland.

Hun sender stor ros til Norddjurs og Syddjurs Kommuner samt til Kulturministeriet, som spændte et økonomisk sikkerhedsnet ud under aftenskolerne, så det igen i efteråret bliver muligt at tilbyde viden og færdigheder i meningsfulde fællesskaber.

Takket være kommunernes opbakning har det været muligt for FOF Djursland at udbetale løn til underviserne for den aflyste undervisning i Corona-tiden. Og via Kulturministeriets pulje har det været muligt at refundere deltagerne for den undervisning, de ikke fik.

"Vi glæder os til at byde velkommen tilbage til trygge rammer ved FOF Djursland. Alle kan trygt tilmelde sig. Vi kommer selvfølgelig fuldt og helt til at leve op til alle sundhedsmyndighedernes generelle retningslinjer, når sæsonen starter," siger Lene Fribo.

Store navne

En række foredrag har det været muligt at flytte fra det forsømte forår til efteråret, blandt andet det allerede udsolgte foredrag med Anders Agger.

Nye foredrag i efteråret bygger videre på Corona-krisen. 'Bryd ud i sang' hedder et foredrag i Rønde med Kristian Bisgård og Anette Prehn som et apropos til den megen fællessang under nedlukningen.

I et andet foredrag vil livsstilsekspert Christian Grau fortælle om, hvad Corona-tiden har gjort ved os.

Udflugt til Tirpitz, kulturtur til Hamborg og højskole på Anholt er alle udskudt til 2021, mens vandreferien på Mallorca måtte aflyses.

Lene Fribo fortæller, at FOF har indgået nye samarbejdsaftaler om spændende mad-kurser med restaurant Den Gamle Stald på Gammel Estrup og med Maltkokkeskolen i Ebeltoft.

En handywoman giver kursus, der er nye herreyoga-hold i både Ebeltoft og Vistoft, og der er masser af keramikkurser i to spændende værksteder i Ebeltoft og Grenaa.

"Vi er ikke sluppet fra Corona-krisen helt uden skrammer, men nu er vi sikre på, at vi kan gennemføre vores planer i efteråret, og vi glæder os til at tage imod alle de kursister, der går og venter på, at vi kommer i gang igen," siger Lene Fribo.

mj