Som søstre vi dele
Denne uges præsteklumme er skrevet af Anne Martiny Kaas-Hansen fra Hadsten Storpastorat
klumme Du må ikke have armen dér! Det er MIN side! Du må ikke krydse linjen! MOAR, jeg kan ikke være her! Hun fylder det hele!
Mon ikke de fleste kender lyden af klassiske søskendeskænderier på bagsædet. Nu skulle det ellers lige være så hyggeligt. Ferietid. Kvalitetstid. Tid til at være sammen. Tid til at spille ludo, når regnen siler ned, og det blæser en halv pelikan. Tid til at lune sig ved bålet de lyse sommeraftener og spise sig mæt i halvbagte snobrød, hvor det mest forkullede lige er skrabet af. Tid til at køre lange ture rundt i det ganske danske land til lyden af sommerhits i radioen og søskendeskænderier på bagsædet.
Vi nåede vist topmålet engang, hvor pigerne ikke kunne enes om, hvem der måtte kigge ud af hvilke vinduer. ”Du må ikke kigge ud af MIT vindue!”, lød det igen og igen fra bagsædet, hvortil faren til sidst (lettere irriteret) udbrød: ”Det er MIN bil, og alle vinduerne er MINE!”
Det er de mest ligegyldige ting, de kan skændes om – ja indimellem har jeg dem mistænkt for, at det er ren tidsfordriv: Har vi ikke andet at give os til, kan vi da irritere hinanden (og forældrene!) lidt. Ofte er det egentlig ret komisk at lægge øre til. Men nogen gange kan det altså drive en til vanvid!
Måske man så dér på de lange ulidelige køreture kan trøste sig ved, at det ikke er usædvanligt. Søskendeskænderier kommer man ikke udenom – det er lige så sikkert som amen i kirken, ja det står sågar i biblen som en del af det, man kalder urhistorien: Altså fortællingerne om skabelsen, om Adam og Eva, om Noahs ark osv. Dér midt i blandt myterne om, hvorfor vi mennesker er, som vi er, dér lyder også historien om det første søskendeskænderi, nemlig historien om Kain og Abel, og det går grueligt galt: Kain slår Abel ihjel.
Så slemt går det da heldigvis ikke på bagsædet i bilen! Og der er da heller ikke megen trøst at hente i et brodermord, men det er der underligt nok i Guds straf. Kain bliver forvist og fredløs, men samtidig sætter Gud sit mærke på Kain, for trods ugerning må ingen gøre ham fortræd. Dommen er Guds – heldigvis. Som biskop Henrik Wigh-Poulsen engang udtrykte det i et interview om dommedag: ”Jeg vil hellere dømmes af Gud end af mennesker. For Gud kender vi gennem det, Jesus gjorde og sagde. Og han satte altid tilgivelse før dom. Det er mere end vi kan sige om os selv.”
Langt det meste kan vi tilgive – resten må Gud tage sig af. Så længe det ikke stikker dybere, end hvem der må kigge ud af hvilke bilruder, så er feriefreden vist intakt.
Som søstre vi dele, hedder det – og forsættelsen kan så lyde i stridens tegn: Jeg tager det hele! Eller man kunne være i det mere gavmilde og fredelige hjørne og sige: Som søstre vi dele - du får det hele! Jeg er dog ikke sikker på, at vi nogensinde når så langt hjemme ved os.