Fortsæt til indhold

Cube fik vist Svenstrups nye plan frem for Troels Lund

Direktør forklarede erhvervsminister om Cubes genvordigeheder med planloven

Samfund
Kian Johansen

Det tog direktør Curt Berggren mindre end halvanden time at få vist Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen rundt på møbelfabrikken Cube i Svenstrup i torsdags.
Ministeren var på rundtur i Danmark, for at høre om virksomhedernes erfaringer med planloven og for at høre, hvor der kunne laves forbedringer.
Det lokale folketingsmedlem, Britt Bager (V) havde inviteret sin Christiansborg-kollega til møbelfabrikken, der meget gerne vil fordoble fabriksarealet i Svenstrup de kommende år. Faktisk indtil torsdag var der masser af bump på vejen, især planloven og Naturstyrelsen stillede sig i vejen.
“De mente ikke at en fabrik af min størrelse passede ind i en landsby af Svenstrups størrelse,” lød det hovedrystende fra Curt Bergren.
Men samme torsdag, få timer inden besøget fra ministeren, kom den endelige godkendelse til udvidelsen. Godt nok kun mundtligt i en telefon, men Curt Berggren var en glad mand, da han viste en lyttende og interesseret minister rundt.
Hvor meget af det du hører i dag, bliver til lovændringer?
“Nu skal jeg lige høre om det hele først, men det her er en inspirationstur, som jeg kan bruge i mit videre arbejde med planloven,” lød det kontant fra Troels Lund Poulsen.
Med på rundvisningen var Britt Bager (V), Kurt Andreassen fra Venstres byrådsgruppe og Hans Jensen, fra Venstre i Hammel.