Mange unge arbejder for længe
Generelt har ungarbejderne i Skanderborg gode arbejdsforhold
En 16-årig, der havde fået en rygskade på sit fritidsarbejde var det mest alvorlige, de udsendte fra Jobpatruljen fandt, da de i sidste uge gæstede Skanderborg.
Der var dog flere andre ting, der også blev noteret.
"I Bloms oplevede vi generelt, at de unge arbejder en time for meget. Selv om butikken har åbent i 9 timer, må de unge altså kun arbejde i 8. Vi snakkede også med en folkeskoleelev, der nogle gange arbejdede 6 timer efter skoletid, og det må man altså ikke," fortæller Jeanette Kusk fra Jobpatruljen, der også var i kontakt med en ungarbejder, der ulovligt betjente en industrivaskemaskine samt nogle overtrædelser af reglerne om lovpligtige hviledage.
"De ting, vi har noteret, bliver givet videre til fagbevægelsen, der opretter en række sag og følger dem til dørs," forklarer Jeanette Kusk og tilføjer:
"Vi blev særdeles godt modtaget alle de steder, vi besøgte, hvilket er rart, fordi det giver et godt udgangspunkt for at få en snak med både de unge og de ansvarlige i butikkerne."