Fortsæt til indhold

Sådan holder du soveværelset køligt i varmen

En varm sommernat kan gå hårdt ud over nattesøvnen. Men hvordan får du bedst et koldt soveværelse om sommeren - og er der noget, du ikke må gøre, hvis du gerne vil have et køligt soveværelse? Få svar her

Samfund
Rikke Berg, Videncentret Bolius

VARME Det kan være svært at falde i søvn og sove godt, hvis soveværelset er for varmt. Men der er flere ting, du kan gøre for at få en mere behagelig soveværelsestemperatur i sommervarmen.

Luft ud og skærm solen

Den bedste måde at få soveværelset kølet ned til natten er en god, gammeldags gang udluftning med gennemtræk i 5-10 minutter lige inden sengetid. I løbet af natten bliver soveværelset dog varmere igen.

Soveværelset kan blive varmet meget op en varm sommerdag, og så er det sværere at få kølet ned, men det kan du undgå med udvendig solafskærmning. De mest simple løsninger er:

Hæng tætvævet stof, tæpper eller håndklæder op udenfor over vinduerne – hold mindst én meters afstand mellem stoffet og ruden, så der er ventilation.

Sæt skodder for vinduerne og åbn ikke vinduerne i dagtimerne. Har du et vippevindue, kan du vippe det næsten helt rundt og trække gardinerne for. Pas igen på indbrud.

Stil en stor parasol, markise eller et segl op, hvis du har mulighed for det - de stopper for solens stråler ind ad vinduet.

Skal din bolig bygges om, kan god isolering være en hjælp mod solens varme.

Andre løsninger

Uanset, hvordan du vælger at køle dit soveværelse ned om natten, er der fordele og ulemper, du skal være opmærksom på. Udover en god udluftning med gennemtræk kan du overveje disse muligheder:

Et åbent vindue kan være fristende om natten, men brug beslag, kroge eller hasper, der er godkendt af forsikringsselskabet til vinduet, ellers er der risiko for, at indbrudstyve nemt kan komme ind. Tjek dit forsikringsselskabs præcise betingelser. Sæt gerne et insektnet for vinduet, så du undgår myg i soveværelset.

Hold åbne døre mellem soveværelse og tilstødende rum og hav åbne vinduer til gennemtræk i de andre rum. En åben dør giver desuden bedre ventilation i løbet af natten og dermed et bedre indeklima.

Åbn udluftningsventiler eller slidser indbygget i vinduesrammerne. Den varme luft i rummet stiger op under loftet, og når der kommer lidt vind udenfor, skabes der undertryk, og den varme luft suges ud.

I Danmark er det ikke så meget høje temperaturer, der er problemet om natten – det er den stillestående luft. En propel eller vifte i loftet sætter luften i bevægelse og kan dermed give en fornemmelse af nedkøling

Med aircondition kan du holde en fast kølig temperatur hele natten. Eksperter anbefaler dog ikke aircondition til private hjem, da den kan være dyr i installation såvel som i strøm. Derudover er airconditioneret luft tør, hvilket kan være generende for slimhinderne.

Skift dynen ud med et dynebetræk, eller hvis det er helt slemt: Skift det ud med et lagen vredet op i koldt vand og overvej at køle din hovedpude ned før brug.

Start med et iskoldt brusebad, før du går i seng, hvor du køler kroppen helt ned, og fyld derefter koldt vand i din varmedunk.