Fortsæt til indhold

Nyudlært elektriker klar til mere ansvar

Mikkel Lønsbo Pedersen bliver udlært elektriker fra EL:CON i Grenaa 14. august

Samfund
Arkiv

NAVNE I løbet af sin læretid i Grenaa har Mikkel blandt andet arbejdet med serviceopgaver, nybyggeri og projekter ved REE Park. De sidste tre år har Mikkel brugt meget af arbejdstiden på et stort villabyggeri, hvor han har lavet alt fra installationer til bygningsautomatik og programmering. Her har han med egne ord "virkelig haft mulighed for at nørde igennem og finde nogle unikke løsninger til kunden", skriver virksomheden i en pressemeddelelse. Evnen til at 'nørde' er også noget serviceleder Jesper Nielsen Hindkjær kan genkende hos Mikkel.

"Mikkel er utrolig dygtig, og han har især en god sans for programmering, som han gerne vil udfordres på. Han har udviklet sig rigtig meget, siden han startede," fortæller Jesper.

Han er derfor også helt tryg ved, at Mikkel har ansvaret for at færdiggøre villabyggeriet, hvilket den nyudlærte elektriker også selv er tilfreds med.

"Jeg har lært rigtig meget, og der har været god plads til at udfolde sig og få hjælp. Så er det jo sjovt at tage ansvaret og prøve sine kompetencer af," udtaler Mikkel om sit lærlingeforløb, som kan se frem til at afslutte villabyggeriet i Grenaa og derefter påbegynde en række nye projekter – han fortsætter nemlig som elektriker hos EL:CON i Grenaa.

"Stort tillykke med svendebrevet Mikkel!"