Goddag til ’ny’, tidligere mediekonsulent
Det bliver goddag på Lokalavisen Favrskov til en 'ny', tidligere mediekonsulent på det daværende FavrskovPosten, nemlig Henrik Søstrøm fra Hinnerup og farvel til mediekonsulent Keld Sørensen fra Hjortshøj, der efterhånden har haft sin gang i Favrskovs salgs-mediebillede gennem 12 år.
“Jeg kommer til at savne omgangen med mine kunder. Jeg har trods alt været en del af bybilledet i alle de år”, siger Keld Sørensen, der har valgt at søge nye udfordringer, mens Henrik Søstrøm vender tilbage, efter at have været ansat som mediekonsulent i Vejle og Horsens i et års tid. Han fulgte med, da Politikens Lokalaviser solgte lokalavis-titler i det sydlige Jylland, og overtog titler i Østjylland, herunder FavrskovAvisen.
“Jeg glæder mig til at komme hjem igen og være en del af Favrskovs bedste avis, da chancen bød sig,” fortæller Henrik Søstrøm, der i flere år har været bestyrelsesmedlem i Hinnerup Handel, mens fritiden bruges på golfbanen i Hammel, sommerhuset, samt konen og de efterhånden fem voksne børn.