Fortsæt til indhold

Ny behandler hos House of Care

Kranio sakral terapi bruges mest af kvinder, men mændene er ved at lære det.

Samfund
Erling Baastrup

Mette Sørensen har sin egen klinik I Grauballe og har været selvstændig i ni år. Ud over det arbejder hun for Falck Care og forskellige firmaer. Nu kan man bestille tid hos hende i House of Care i Hammel onsdag eftermiddag fra kl. 15.
Mette kan både massage og kranio sakral terapi. Man kan bestille enten/eller - eller halvt af hvert. Hun indrømmer dog med glæde, at hun har svært ved at holde de to ting helt ude fra hinanden.

Håndværk i balance

Grundlæggende handler kranio sakral terapi om at få kroppen i balance.

Det er et ”håndværk” i bogstaveligste forstand. Behandlingen sker nemlig ved, at behandleren lægger hænderne på de steder på kroppen, hvor nervespidserne findes og giver en blød massage. Herved blødgøres musklerne, og det giver en bedre cirkulation.

De problemer, som behandlingen sigter imod, er for eksempel søvnløshed, uro i kroppen, stress, hovedpine, migræne og piskesmæld.