Fortsæt til indhold

Corona har også skubbet til Kommuneplan 2020

De tre aflyste temamøder med borgerne i foråret planlægges nu afviklet i september

Samfund
Lars Norman Thomsen

KOMMUNEPLAN Hvad er en kommuneplan?

Det største en lokalpolitiker kan være med til at bidrage til, hvis man spørger tidligere Syddjurs borgmestre som Kirstine Bille (SF) og Claus Wistoft (V). Ja, ifølge Wistoft er det større end arbejdet med det årlige budget.

Kommuneplanen udstikker retningen helt ned i detaljer for kommunens fremtid.

Kommuneplanen gælder i 12 år. I hver valgperiode fremsætter byrådets 27 politikere i løbet af de første to år en planstrategi og træffer beslutning om revisioner af planen.

Planen fastlægger kommunens hovedstruktur i en række bydele, bysamfund og landområder. Desuden fremgår de generelle retningslinjer for kommunens udvikling, planmålene for bydelene/bysamfundene og landområderne samt de væsentlige arealanvendelser til fx:

  • eksisterende og fremtidige boligområder
  • erhvervsområder
  • detailhandel
  • idrætsanlæg
  • sommerhusområder
  • andre rekreative områder
  • veje og anden infrastruktur
  • områder med landskabs- og naturinteresser
  • landbrugsområder
  • skovrejsningsområder m.m.

Kommuneplanen skal endvidere varetage de jordbrugsmæssige interesser og naturbeskyttelsesinteresserne og sikre lavbundsarealer, kulturhistoriske, landskabelige og geologiske bevaringsværdier. Endelig skal Kommuneplanen indeholde retningslinjer for anvendelsen af kystnærhedszonen og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande.

Prøver igen

Corona-situationen i foråret ændrede med et de planer og deadlines, som Syddjurs Byråd havde vedtaget skulle være gældende.

På byrådsmødet i januar 2020 vedtog de 27 lokalpolitikere embedsmændenes udkast til kommuneplanforslag for perioden 2018-2030. Forslaget var planlagt til at komme i høring fra 21. februar og otte uger frem. Tre borgermøder med et særligt tema skulle være med til at få borgerne helt op på beatet og gå i ekstase over at få indflydelse på planens indhold. Så kom Corona og sagde stop. Siden er der sat nye tidsfrister på høringsperioden, der nu løber til 5. oktober. Borgermøderne er placeret i kalenderen i september. Efter den nye plan, forventes kommuneplanen at blive vedtaget på byrådsmødet i december 2020.