Fortsæt til indhold

Få så teaterhatten passer...

Honningbanden kommer på besøg i Torvehallen i Ry

Samfund
Arkiv

På scenen hænger 20 forskellige hatte. En gruppe børn fra publikum inviteres op på scenen. De vælger hver sin hat og en rolle, som de synes passer til lige netop dén hat. Så kan forestillingen begynde.

Historiefortæller Asger Rasmussen fra Honningbanden improviserer små teaterstykker, og med hjælp fra publikum og børnene på scenen opstår den ene vanvittige, sjove, skøre historie efter den anden.

To fredage i sommerferien, nemlig 24. juli og 7. august, kommer Honningbanden på besøg i Torvehallen i Ry, og man kan bare dukke op og spille med eller kigge på.

Man vælger selv sin rolle

Måske er der drager, hekse, feer, trolde, prinser, prinsesser, spøgelser, tyve på spil, måske er det mariehøns, edderkopper, løver, trolde, soldater, politibetjente, riddere, rockere, krokodiller, rummænd, landmænd og fine damer.

På tværs af køn, alder og rollevalg og med respekt for det enkelte barns grænser bliver løjerne til.

"Honningbanden er fast gæst på Himmelhop og altid med fantasi, smil og latter som følgesvend. Derfor har vi også valgt at invitere Asger Rasmussen til at sætte scenen i Torvehallen. Forhåbentlig til glæde for både Ry-familier og feriegæster," siger Marianne Purup fra Greenways.dk i en pressemeddelelse.

Greenways.dk har fået støtte til arrangementerne fra Skanderborg Kommune. Midlerne kommer fra den pulje, som regeringen har afsat til at lave ekstra sommeraktiviteter for børn og unge.

Forestillingerne er gratis og kan opleves fredag 24. juli og fredag 7. august, begge gange kl. 13-14 i Torvehallen i Ry.

gs