Duoudstilling i Baunhøj Mølle
Billedkunst og design udstilles den kommende måned
GRENAA I perioden 14. august – 20. september udstiller billedkunstner Henrik Godsk og designer Igor Nodari i Baunhøj Mølle i Grenaa.
På udstillingen mødes billedkunst og design i en stedsspecifik totalinstallation, der inddrager rummenes arkitektur og etablerer et æstetisk rum for refleksion. Duoen repræsenterer to forskellige verdener, men deres visuelle sprog, der trækker på modernismen og konstruktivismen, er åbenlyst relaterede, ligesom de begge er optaget af at skære ind til benet og søger essenser i deres æstetiske undersøgelser. Henrik Godsk bor og arbejder i Flauenskjold i Nordjylland. Han debuterede på Kunstnernes Påskeudstilling i 2002, blev medlem af Billedkunstnernes Forbund i 2005 og har modtaget støtte fra Statens Kunstfond flere gange. Han har udstillet på museer, kunsthaller og udstillingssteder i ind- og udland. Hans værker er repræsenterede i private og offentlige samlinger.
Igor Nodari er oprindeligt fra Italien, men flyttede til Danmark i 2007. Han bor i Brønderslev og har værksted i Dybvad i Nordjylland. Han har indenfor de seneste år markeret sig som en af de mest markante unge designere i Danmark og har været rigt omtalt og repræsenteret i flere kunstmagasiner. Han vandt Danish Design Awards i efteråret 2019 som den bedste up-coming designer i Danmark.